Logo mestre2011

Klub / Aktiviteter
















OK Roskilde har fået en Danmarksmester i langrend på ski.

Vi var 6 personer fra OKR, der i efteråret tog imod et tilbud fra Roskilde Skiklub om at komme med på en langrends skitur til Norge her i januar. Vi skulle bo på Kvitåvatn fjeldstue ved Rhukan, få km fra Gaustatoppen.

Vi var så heldige, at Dansk Skiforbund skulle afvikle forskellige slags DM fra den sidste dag, vi var der og nogle dage frem. Vi blev tilbudt eftertilmelding og det var vi flere, der tog imod. Under 14 år løb de ca 3 km medens de større gennemløb en 5 km lang strækning med en del op- og nedkørsler og sving 1 til 3 gange. Vinder i herre seniorklassen løb de 15 km på fantastiske 41 min.

Peter Jansen fik en flot guldmedalje i sin aldersklasse. Sønnen Rasmus fik sølv og Magnus fik en 5. plads og kom også på podiet. Der blev også trukket et par lodtrækningspræmier og her vandt ”mor” Anne-Mette, så der var ”fuldt hus” i familien. Ud over de 4, havde Ane og jeg også taget imod tilbuddet. Vores selskab fik endnu 2 medaljer i dameklasserne, heraf en af guld. Vi andre fra selskabet endte noget nede på resultattavlen.

Vi havde i øvrigt alle tiders gode tur. En masse ny og dejlig sne, 6-10 graders frost om dagen men ikke så god sigtbarhed, så vi kunne ikke se Gaustatoppen. Adskillige km præparerede løjper fordelt på ture fra få km til 15 km. Nogle med kun små stigninger, andre med ret mange og store stigninger.

Det var et rigtig hyggeligt selskab, vi var kommet med. Vi var straks en del af gruppen, som også bestod af ”gæster” fra et par andre indbudte klubber.

Fjeldstuen blev for mange år siden købt af nogle O-løbere, fortrinsvis fra PAN, Århus. Ejerkredsen, der nu består af ca 100 anpartshavere, består fortsat af en del O-løbere.

    skimestre2012
Skimestrene
 

Fjeldstuens kvalitet var til 5 stjerner, både vedr faciliteter, mad, personale og hygge. Og så var det endda ikke dyrt.

Det kan varmt anbefales.

Hvis man er erfaren, er det måske lige på grænsen til en hel uges skiløb. Men så kan man jo tage en tur til Rhukan og se på den "Gamle" tungtvandsfabrik.

Det skal lige nævnes, at der også er nogle km "slalompister" og der er både oplyste langrends- og slalombaner.

John T og de andre


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk     1. februar 2012