Logo anemoner

Klub / Aktiviteter
















Mange OKR-sejre på Rømø.

Fantastisk præstation af Rasmus Krogh Madsen.
Inge Jørgensen dronning af Påskeløbet.

64 forårskåde orienteringsløbere fra Orienteringsklubben Roskilde har her i påsken deltaget i det traditionsrige Påskeløb. Påskeløbet blev afviklet første gang i 1968 og her i 2012-udgaven var arrangementet henlagt til Rømø med Haderslev HTF som gode værter. Næsten 2000 løbere havde fundet vej til vadehavsøen – og de fik et vejr vekslede mellem sol, blæst og regn – eller med andre ord - “aprilsvejr”.

Terrænet på Rømø er meget svært, men indlandsklitter, hede og fyrrekrat forhindrede ikke roskildeløberne i at lave mange gode præstationer. I alt fem førstepladser kom i hus - hertil fem andenpladser og tre tredjepladser. Så mange TOP 3-resultater er det aldrig blevet til før.

Den største af præstationerne stod Rasmus Krogh Madsen ubetinget for. Trods kun 12 år havde han ønsket at blive flyttet fra H-12A til H-14A. Trods de sværere baner og den meget hårdere modstand var Rasmus i stand til at slutte på en meget flot tredjeplads – men som bedste danske løber i et startfelt på 39 drenge.

Den nybagte danmarksmester i D65 Inge Jørgensen var favorit til at vinde Påskeløbet for tredje år i træk – og sjette gang i alt. Hun skuffede ikke, for efter de to første etaper havde Inge et solidt forspring på 16 minutter til nr 2 – og selv en mindre knæskade formindskede ikke afstanden efter den afsluttende tredje etape. Der deltog i alt 36 damer i klassen D65.

Leonard van Bronswijk-Naulin blev en sikker vinder i klassen H-12B. Han satte ni konkurrenter til vægs med to førstepladser og en andenplads.

Derimod var sejren til Rasmus Mørup Jansen i klassen H-14B mere kneben. Efter tre etaper var der kun 14 sekunder mellem nummer et og to. Rasmus vandt sammenlagt uden at vinde nogen af de tre etaper. Der var otte orienteringsløbere til start i klassen.

I klassen H-20AM gjorde Casper Meyer comeback med en samlet påskeløbssejr – og i klassen D-16AK var der en solid sejr til Mathilde Hougaard Boesen efter tre etapesejre.

Klubbens talentfulde juniorløber Amalie Tripax vandt første etape i klassen D-18 og var også førende inden den sidste etape. Men en skade undervejs betød at førstepladsen gled Amalie af hænde – men andenpladsen blev reddet.

I en af de meget store klasser – H60A med 75 deltagere – blev Janne Brunstedt en flot nummer to efter placeringerne 4 – 2 – 4. Janne vandt klassen i 2008 og 2009.

Mads Midtgaard Frich løb sig op på en samlet andenplads med en etapesejr på sidstedagen i klassen H-16B med 15 deltagere. Mads har holdt en pause fra orienteringsløb, men har ikke helt glemt kunsten at orientere.

Herudover var der andenpladser til Tonje Pihl (D-16AK) og Martin Midtgaard Frich (H-20AM). I begge tilfælde blev de besejret af en anden roskildeløber.

Et imponerende resultat blev leveret af niårige Karoline Fonager Ulsøe Johansen i klassen D-10A. Tre tredjepladser gav også en samlet tredjeplads. Her var der 11 piger til start.

Kim Baunehøj Pedersen (H21AM) løb også en samlet tredjeplads hjem i et felt på 24 løbere.

Udover de 13 løbere der endte på en af præmieskamlens tre trin, var der mange andre gode præstationer. Anders Krogh Madsen fik en etapesejr på andendagen i klassen H-10A – og totalt en femteplads. Michael Kreiberg sluttede som nr 5 i H21AM. Hanne Møller Jensen (D45B) blev samlet nummer fire – men efter at have ligget nummer to efter de to første etaper. Asger Jensen og Per Tripax opnåede en sjette- og en syvendeplads på 3. etape i klassen H55A – og blev nr 14 og 15 samlet blandt 69 løbere.

Morten Jensen

Se den komplette resultatliste.

Se nogle af banerne i kortarkivet.

Se her noget statistik om Påskeløbet.

Se flere billeder fra Påskeløbet

   
Rasmus Krogh Madsen


Inge Jørgensen


Mathilde Hougaard Boesen


Karoline Fonager Ulsøe Johansen


Mads Midtgaard Frich
   
Leonard van Bronswijk-Naulin

okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     9. april 2012