Logo anemoner

Klub / Aktiviteter
















To guld i DM-sprint.

Dette års danske mesterskaber i sprintorientering blev afviklet i idylliske Nordby på Fanø. Et løb der udelukkende foregik i selve byen – rundt på gader og stræder og gennem smalle passager. Umiddelbart kunne det lyde let – lidt ligesom en turisttur med et kort over Rom eller London. Men det var krævende og spændende: find en rute fra post A til post B - fuld koncentration hele vejen – ikke noget med grovorientering og sidste sikre udgangspunkt – men kontakt med kortet hele tiden, og så ellers fuld fart på. Samtidig levede byen sit eget liv, lokale beboere var i deres haver eller handlede ind i butikkerne, samtidig med, at vi drønede forbi!

Det var klubbens to sikre kort, der sikrede OK Roskilde to guldmedaljer – de samme to, som vandt medaljer (af sølv) sidste år i Helsingør. Janne Brunstedt vandt overbevisende klassen H65 med et minut og 23 sekunder foran Ronnie McGrail fra Søllerød OK. Sådan et forspring er “evigheder” i sprint-orientering. Præstationen ville også have givet guld i klassen H60. Det var fjerde gang, at Janne blev dansk mester i sprint – senest i 2009.

Inge Jørgensen sprintede sig til en fortjent guldmedalje i den tilsvarende dameklasse (D65). Sejrsmargin var på 11 sekunder i forhold til nr 2 – den tidligere verdensmester Mona Nørgaard, OK Pan Århus. Det var første gang Inge vandt guld i denne konkurrence.

Andreas Boesen leverede en superpræstation ved at blive nr 5 i herrernes eliteklasse (H21) – den hidtil bedste OK Roskilde-placering (for herrer) i en DM-konkurrence under Danmarks Idræts-Forbund.

To af klubbens store talenter løb også femtepladser hjem. Det var Rasmus Krogh Madsen i H-14 og Karoline Ulsøe Johansen i D-12. Meget bemærkelsesværdigt, at Karoline gennemførte i tiden 15:14 – nøjagtig samme tid som hendes tvillingebror Jonas anvendte i H-12 – og gav en flot 8. plads. Det er vel tilfældigt!

Endelig skal det også med, at tvillingernes mor – Runa Ulsøe – blev nr 5 i D45, kun 52 sekunder fra en guldmedalje. Annette Petersen (D50) gjorde comeback efter en meget lang skadespause og blev nummer 6. Anne-Mette Jansen blev nr 7 i D35, John Tripax nr 9 i H65 og Aksel Andersen nr 10 i H60, bare 1 min efter vinderen. Endelig var der også en 10. pladst til Anders Krogh Madsen i H12.

I alt gjorde OK Roskilde en meget flot figur ved mesterskaberne – den megen sprinttræning i ugerne inden har helt sikkert hjulpet. Og så var der ikke en eneste OK Roskilde-løber, der havde fejlklip – og løbere med fejlklip var der ellers mange af ved stævnet.

OK Esbjerg stod for det flotte arrangement, der dog savnede speakning. Næste års DM-sprint er lagt i hænderne på Vestjysk Orientering fra Holstebro den 26. april.


Janne og Inge med guldmedaljerne fra DM-sprint

Morten

Resultater mm kan ses på OK Esbjergs hjemmeside om DM-sprint


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     22. april 2013