Logo        OK Roskilde

Introduktion til orienteringsløb i Boserup (6)

Til denne introduktion skal du løbe: Introbane 3

På den seneste tur rundt lærte du noget om sikre og usikre signaturer. Denne gang kan du lære lidt om de brune streger, højdekurverne. På et kort står der angivet noget der hedder ækvidistance. Ækvidistancen fortæller hvor stor afstanden mellem 2 højdekurver er. I Danmark er forskellen oftest angivet til 2,5 meter, men på nogle kort over områder hvor der er mange stejle bakker (f.eks. i Østjylland og Møns Klint) er den 5 meter. I Boserup er den 2,5 meter.

Kig på højdekurverne:
a: De fire kurver, der krydser vejen
b: Mosen ligger nede
c: De fire kurver, der krydser vejen
d: Hældningsstreg i lavning

Opad og nedad

Hvis du løber lidt ad skovvejen mod vest, vil du snart fornemme, at det går nedad. De fire brune streger (a), der krydser vejen her, viser, at det enten går opad eller nedad.
Kigger du til højre på kortet, så er der en lang mose nord for den østlige parkeringsplads (b). Moser ligger som regel nede. Så vi kan regne ud, at når vi løber fra den østlige parkeringsplads ad vejen mod nord, hvor den krydses af fire brune streger (c), så løber vi opad.
Hældningstreger (d) hjælper med at kende forskel på opad og nedad. Stregerne peger mod den side af kurven der ligger lavest.

Løber vi helt hen til starten, passeres vejen af endnu en brun streg. Den har større afstand til de andre, og det er heller ikke så synligt at terrænet stiger.

Følg kurvebilledet på afstand

Når du nu løber rundt på næste bane, så læg mærke til, hvad der er oppe og nede, og hvad du tydeligt kan se hele året rundt.

Post 1 ligger ved en lille høj.

Post 3 ved en mose. Der er tegnet en kurve rundt om mosen, fordi der også er en lavning, hvor den ligger. Om sommeren kan mosen være næsten udtørret, men lavningen er der hele tiden.

Fra post 4 til post 5 går det så meget nedad, at det fornemmes på stor afstand.

Mellem post 6 og 7 er det så fladt og afstanden mellem kurverne er så stor, at det ikke rigtig kan bruges til noget.

De næste poster ligger ved moser. Lavningerne omkring moserne ses ofte tydeligt før moserne.

På vej til post 11 går stien lidt nedad. Den store gravhøj mod øst ses tydeligt.

Post 12 ligger på en lav bakke. Når der er meget underskov om sommeren er den mindre tydelig, men prøv at lægge mærke til, hvordan det går nedad og opad ved posten.

Post 13 ligger på kanten af en flad bakke. Det er et gammelt voldsted, og man kan også se rester af en vold og en voldgrav. Modsat falder terrænet ned mod en mose.

Læg mærke til, hvor tydeligt du på afstand kan se bakken ved post 15.

I nogle senere øvelser vil du lære dig bedre at udnytte din viden om højdekurver under løb.

Næste introduktion          Forrige introduktion Printvenlig udgave

Se mere i orienteringsløb i Boserup



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Denne side er oprettet d. 05. juni 2007 af Asger Jensen