Logo        OK Roskilde

4 DM-stævner på 15 dage.

Den kommende tid er præget af hele fire danmarksmesterskaber for OK Roskildes bedste løbere.OK Roskilde vil være stærkt repræsenteret ved alle fire stævner.

DM Kort - den 31. august i Anneberg Skov (Odsherred).

Trods arrangementet med Midgårdsormen natten og dagen efter DM kort, er OK Roskilde alligevel i stand til at stille med 13 løbere - hvilket er klubrekord.
Flere af vore løbere har reelle medaljechancer - og et godt bud vil være tre sekundære medaljer (sølv og bronze).
Sidste år snuppede både Sofie Sørensen og Janne Brunstedt sølv.

DM Stafet - den 7. september i Gyttegård Plantage (ved Billund).

For første gang siden 1995 stiller OK Roskilde igen op med egne hold til et DM-stafet.
Klubben bliver repræsenteret med i alt otte hold, hvoraf de fire er ungdomshold.
Med otte hold er Roskilde kun 15. bedst repræsenteret af de danske klubber. Flest deltagende hold har FIF HIllerød med 24 (!) - Farum OK har 18 og OK Pan og Odense OK har begge 17. I alt deltager 294 hold.
Fire af Roskildes otte hold har reelle medaljechancer - heriblandt de sjællandske mestre i D/H 12 og de jyske mestre i D 13-16.
Sidst OK Roskilde vandt et DM stafetguld var i 1986 i klassen H17-20 med bl.a. Claus Rasmussen på holdet.

DM Klassisk - den 8. september i Stenderupskovene (ved Kolding).

DM klassisk er det "rigtige" danmarksmesterskab. Der er i år næsten 1000 deltagere - og heraf er de 31 fra OK Roskilde. Det er for tredje år i træk rekorddeltagelse.
Forsvarende mester fra sidste år på Bornholm er Inge Jørgensen i D55 - medens Ole Svendsen skal forsvare en bronzemedalje i H55.
Men mange andre har medaljechance - men konkurrencen bliver meget hård. Så tre medaljer (1 guld, 1 sølv og 1 bronze) er vel et realistisk bud.

DM Nat - den 14. september i Rold Skov.

DM nat har kun fem deltagende løbere fra OK Roskilde, men alle fem har en god mulighed for en topplacering.
Forsvarende mester fra 2001 på Als er Sofie Sørensen (D -16) - medens Inge Jørgensen har sølv fra 2001 og guld fra 2000 i D55.

Morten Jensen



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webgruppen@okr.dk

Denne side er oprettet d. 26. august 2002 af Janne Brunstedt