Logo        OK Roskilde


Janne sejrer på den alpine bakke

Ved lørdagens konkurrence på den alpine bakke ved Kungsbygget vandt Janne over den svenske storfavorit Agne Bengtsson. De to havde samme mellemtid ved sidste port, men ved at kaste sig frem ved porten med et kraftigt afsæt med Sport-Identen lykkedes det netop Janne at presse sig i mål fire sekunder før svenskeren. Janne var ellers i store problemer ude på banen, idet han trods en fremragende start var ved at sætte det hele over styr på en af de sidste porte idet han kom ud af kurs på den stejle nedfart og kun ved at kante skoene kraftigt lykkedes det ham at komme rigtigt gennem porten.

Dagen bød også på et opgør mellem den erfarne Ole og opkomlingen Aksel fra hans tidligere klub, som havde stillet store forventninger til dette lovende talent. Men allerede tidligt på turen gik det galt, idet han i kådhed glemte at tage den korteste linie mellem to porte, og trods et fantastisk løb i suverænt bedste tid mellem de tætstående porte i det stejleste terræn lykkedes det ham ikke at indhente det tabte, idet han på det sidste stykke kom ud for et grimt styrt (efter sigende kom han i sin iver for tæt på en port). Men som den fighter han jo er kom han hurtigt op og trods kvæstelser i ansigtet gennemførte han de sidste porte hurtigst af alle, dog ikke nok til at slå Ole, som roligt og erfarent havde gennemført banen sikkert.

Vil du vide mere om denne spændende match kan du se mellemtiderne på HSOKs hjemmeside

Også Roskildes ungdomstalenter deltog i stor udstrækning. Det blev dog ikke til sejrer i denne omgang men som de samstemmende udtalte: "Vi var med for at lære denne disciplin - bare vent - næste gang!".

I øvrigt havde Roskildes deltagelse berettiget vagt den lokale presses bevågenhed.

Sportsredakteuren.


Til hjemmesiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør:
Birthe Nielsen, email: bini@worldonline.dk