Lørdag blev årets danske mesterskaber i stafetorientering afviklet i Frijsenborgskovene ved Hammel. I de 19 klasser var OK Roskilde repræsenteret i 11 af klasserne, hvilket er det største antal stafethold OK Roskilde har stillet til et DM-stafet. Der blev i år ingen guldmedaljer til OK Roskilde, men både et sæt sølv- og bronzemedaljer.
Størst spænding var der i klassen H55. Her løb Ole Svendsen den første tur, og trods en del "bom" undervejs, kom Ole dog hjem som nummer syv i det 23 mand store felt. OK Gorm fra Jelling skiftede først, hele 6 minutter før OK Roskilde. John Tripax løb en perfekt andentur og indhentede fem af de seks foranliggende konkurrenter, mens det lykkedes for Haderslev at knibe sig foran, så Janne Brunstedt startede ud på tredje og sidste tur som nummer tre, kun 10 sekunder efter Haderslev og 57 sekunder efter den førende løber fra OK Gorm.
Efter en hård dyst kom Haderslev dog først ud af skoven - 30 sekunder før Janne Brunstedt. OK Gorm fik bronzemedaljer - 1 minut og 20 sekunder efter OK Roskilde.
I klassen D/H 13-14 skulle OK Roskilde forsvare sidste års tredjeplads - og det lykkedes.
Michael Kreiberg løb den svære førstetur, og kom meget træt i mål som nummer seks efter Silkeborg, Hillerød 1, Allerød, Hillerød 2 og Ballerup. Kim Baunehøj Pedersen havde hurtigste tid af samtlige andentursløbere på de 14 hold - og overhalede både Allerød og Hillerød 2.
Michael Andersen startede ud som nummer fire og overhalede hurtigt Ballerup. Han vandt også meget ind på Hillerød, men der manglede stadig 46 sekunder i målgangen. Resultatet blev som i 2002: Guld til Silkeborg OK, sølv til FIF Hillerød og bronze til OK Roskilde.
Udover de to medaljeplaceringer blev det også til tre meget hæderfulde femtepladser og en sjetteplads.
Det var holdet i klassen D/H max 43 - bestående af Martin Laage Kragh, Christian Jensen og Tobias Midtgaard Frich. Her deltog der 17 hold.
I klassen for de yngste løbere (D/H 12) blev det også til en femteplads af 15 deltagende hold. Holdet bestod af Christian V. Grønberg, Jacob L Kragh og Casper Meyer.
Også holdet i D45 blev nummer fem. Her løb Hanne Pedersen, Annette Petersen og Jette Kreiberg.
Endeligt blev OK Roskildes pigehold i D13-16, bestående af Mia Simonsen, Camilla Meyer og Lærke Sørensen, nummer seks.
Morten Jensen