Logo        OK Roskilde

TO GULDMEDALJER TIL OK ROSKILDE VED DM.

Årets danske mesterskaber i orienteringsløb på de klassiske distancer blev en succes for Orienteringsklubben Roskilde. To guld, en sølv og en bronzemedalje blev den flotte høst i Brahetrolleborg skov på Sydfyn.
Den ene guldmedalje tilfaldt 19-årige Sofie Sørensen fra Svogerslev i klassen D19-20. Efter at have vundet sølvmedaljer de seneste tre år – blev det endelig til et dansk mesterskab på den klassiske distance.
I klassen H55 var der 71 løbere tilmeldt – heriblandt den forsvarende mester Janne Brunstedt. Det lykkedes for Janne Brunstedt at genvinde det danske mesterskab – selv om det blev meget knebent. Kun to sekunders forspring var der til den i Roskilde bosiddende Gunnar Grue-Sørensen, men løbende for Tisvilde Hegn OK.
En noget uventet, men dog ganske fortjent, sølvmedalje blev erobret af Christian Vindegaard Grønberg i klassen H13-14. I konkurrence mod 31 jævnaldrende løbere, var det kun Andreas Bergmann fra Allerød OK, der var bedre. Det var anden gang, at Christian vandt en sølvmedalje, da han i 2003 blev næstbedst i klassen H12.
I klassen D60 vandt Inge Jørgensen sin femte DM-medalje. Kun besejret af Asta Terkelsen, OK Gorm og Ellis Sommer, OK Øst, blev det til en bronzemedalje. 22 løbere deltog.
Af placeringer lige udenfor medaljerækken skal nævnes den stærke klasse H15-16 med 44 tilmeldte. Her havde OK Roskilde tre løbere i top-ti. Michael Andersen blev nummer fem, Martin Laage Kragh nummer syv og Michael Kreiberg nummer otte.
I alt deltog 34 løbere fra OK Roskilde i et velgennemført stævne arrangeret af Odense OK. Næste søndag gælder det DM på langdistance i Jægerspris Nordskov. Her deltager OK Roskilde med 17 løbere.

Morten Jensen

Medaljevindere ved DM klassisk 2005:

Sofie Christian
Inge Janne



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webgruppen@okr.dk
Denne side er oprettet d. 11. september 2005 af Janne Brunstedt