Logo        OK Roskilde

Uretfærdige bedømmelse af terrænet ved Grøntved Overdrev.

Med på afbud og uden erfaring fra diverse vinterløb og klubmesterskaber var det tværtimod en dejlig udfordring i et passende tempo. Det var bestemt gode og hårde baner med flere overraskende momenter undervejs. Km-tiden var meget tilpas og hvepse, brombær, brændenælder og hindbær var kun med til at gøre aftenen endnu mere interessant. Faktisk tænkte jeg undervejs, at hvis der var små børn eller nybegyndere med til ”festen i det grønne”, så ville de bestemt få deres ilddåb på denne tur. Med en fortærsket kliché, så handlede det her om at ”skille fårene fra bukkene”. Måske ville en flok geder have gjort underværker, hvis de var blevet lokket ud en måned i forvejen i dette terræn. Introduktion af store, vilde, klovbærende skabninger (læs urokser eller mammutter), ville bestemt også have bidraget til et mere tåleligt underskovsniveau. Nu var der kun en vej, og det var tværs igennem. Ikke noget fedtspilleri – ikke noget med at tøve, når dræberhvepsene angreb – det var kun et spørgsmål om, at lade adrenalin-”kick’et” sparke ind på vej op ad den stejleste bakke. Vel var det farligt og vel skal vi tænke ved det liv vi har, men for mig var det indbegrebet OKR´s værdier:

Ambitioner og engagement hos bane-lækker og post-udsatte.

Fællesskab og hensyn blev netop demonstreret, da bevidstløse blev fundet og fragtet i mål som den naturligste ting i verden.

Personlig udvikling og læring for livet var i højsædet denne aften, hvor vi vel alle var tæt på kanten af overlevelse på hvert vores niveau.

Jeg tror vi er flere, der har lært, at næste gang vi skal ud og bide skeer med de jordboende hvepse, så skal vi have en gul-sort schnitzling med i baglommen, så vi, der var hurtigt ude af starthullerne, kan advare de efterfølgende løbere om, at det nemmeste vejvalg ikke altid er det sikreste. Vi skal lære at håndtere naturens farer, når vi er af sted, men vi skal også huske, at det især er legen på den yderste grænse af vores formåen, der får os til at blive bedre til at tackle livet.

Povl (suveræn 2’er på bane 3)

PS lad det være en trøst, at de hidsige hvepse og andre varmenydende vanskabninger nu har fået en central placering i Danmarks kommende strategi for tilpasning til somre, som den vi lige har været igennem.



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webgruppen@okr.dk
Denne side er oprettet d. 21. august 2006 af Janne Brunstedt