Logo        OK Roskilde

OKR-Eliten til DM-test i Jylland.

Som optakt til DM Lang og DM Stafet i orienteringsløb, prøvede OKR-Eliten kræfter med de bedste ved de Jysk-fynske mesterskaber i samme discipliner denne weekend.

Orienteringsklubben Roskilde og Køge Orienteringsklub arrangerer dette års danske mesterskaber i orientering den 9-10. september. Den hjemmebanefordel skal udnyttes. Forventningerne er store til OK Roskildes Elite-team. Der bliver krævet medaljer og gode placeringer, af såvel Elitesport Roskilde, som af løberne selv. Denne weekend blev formen testet mod de bedste ungdomsløbere fra Jylland og Fyn.

Der er hård konkurrence - det blev slået fast allerede lørdag ved stafetten i Hjermind skov ved Bjerringbro. To elitehold stillede op i klasserne H13-16 og H17-20. Elite-støttede Christian Grønberg løb ud på 1. turen i H13-16, og kom efter 36 minutter i skoven ind i førerposition, 21 sekunder foran det forfølgende Aalborg hold. Andreas Boesen blev sendt ud på 2. turen, og også han løb et formidabelt løb. Han udbyggede forspringet til Aalborg med endnu 33 sekunder. Nu blev kun 14-årige Casper Meyer sendt ud på den krævende sidstetur mod nogle af de bedste 13-16-årige drenge. Sidste løber fra Aalborg løb sit livs løb, og formåede at overhale Casper, der ellers kæmpede hårdt til det sidste. Aalborg vinder, Roskilde får en ærefuld 2. plads og Odense tager 3. pladsen.

I klassen H17-20 var der også benhård konkurrence for de tre 17-årige talenter, Tobias Midtgaar Frich, Michael Kreiberg og Kim Baunehøj fra OK Roskilde. I denne klasse var drengene oppe mod bl.a. Juniorverdensmesteren Søren Bobach fra Silkeborg og Hillerøds elitehold. Drengene sluttede på en flot 4. plads i det skrappe selskab.

De medbragte chauffører (Asger Jensen, John Tripax og Janne Brunstedt) stillede til start i klassen H50 og løb sig til en flot 3. plads.

På den lange distance dagen efter i Houlbjerg skov ved Randers viste Christian Grønberg (H15-16) igen storform og sluttede på en fornem 4. plads, 10 sekunder fra podiet. Andreas Boesen viste også tænder i det skrappe selskab og sluttede på en flot 7. plads.

De tre 17-årige talenter løb igen lige op med hinanden. Tobias Frich sluttede på 5. pladsen, Michael Kreiberg på 6. pladsen og Kim Baunehøj på 7 pladsen. Alle lå de inden for samme minut, kun godt 3 min fra en podieplads. Det er imponerende, når man tænker på, at drengene hver havde tilbagelagt godt 10 km alene i det svære terræn og formentlig har valgt hver sin rute i bakkede terræn.

I klassen D17-20 fik Sofie Sørensen en flot 6. plads, mens elitestøttede Lærke Sørensen, der havde været plaget af sygdom op til løbet, fik kæmpet sig til en 7. plads på den lange distance.

De yngre drenge i klassen H13-14 viste også at de kan være med, idet Casper Meyer fik en fornem 6. plads kun 1½ min efter 3. pladsen. Martin Midtgaard Frich var mindre end 1 min efter på 7. pladsen.

Også chaufførerne gjorde det godt. Janne Brunstedt satte alle konkurrenterne på plads i H55 med en overbevisende sejr. John Tripax sluttede som nr. 11 i samme klasse, mens Asger Jensen blev nr. 11 i klassen H50.

Alt i alt tilfredsstillende resultater her kun tre uger før det går løs på hjemmebanen i skovene omkring Roskilde.

Tobias



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webgruppen@okr.dk
Denne side er oprettet d. 21. august 2006 af Janne Brunstedt