Logo        OK Roskilde

Midgårdsormen lyser stadig

Augustnatten viste sig fra sin smukkeste og mest fascinerende side. Mælkevejen lyste klart som en tåge over de funklende stjerner og et væld af stjerneskud. Klokken 03 gik starten til årets Midgårdsorm, og de mange pandelamper dannede en lysende orm ind i Sjørup Plantage.

OKR har de seneste år vundet Odin klassen med to ungdomshold. Nu har de fleste af stamløberne imidlertid fået hård på brystet i mere end en forstand, så i år stillede de op i Thor-klassen! Holdet bestod af ungdomsløbere forstærket af deres træner gennem mange år, Janne Brunstedt på 6. turen. Tobias Midtgaard Frich, Christian Vindegaard Grønberg, Martin Laage-Kragh, Andreas Boesen, Michael Kreiberg, Kim Baunehøj Pedersen og Michael Andersen var de unge mennesker, der løb mod Danmarks bedste herrer. De gjorde det fint, selvom de var langt fra vinderne fra OK Pan. Holdet har på alle måder tiden foran sig, og det bliver spændende at følge dette hold de næste år.

I år stillede OKR op i Freja klassen med et blandet hold rent aldersmæssigt. Sofie Sørensen lagde ud og kunne i en forrygende finish skifte få sekunder efter den førende løber. Lærke Sørensen holdt ligeledes holdet helt i front, da hun skiftede sammen med 4 andre hold. Hillerød sendte nu Signe Klinting i skoven, ligesom de øvrige hold sendte eliteløbere af sted. Her kom Annette Petersen, Linda Østberg og Runa Ullsøe til kort. De løb dog alle tre meget hæderligt – og bragte holdet i mål på en 7. plads af de 10 hold. Der var hele 29 minutter til holdet på 8. pladsen. FIF Hillerød vandt klassen sikkert.

Naturligvis stillede OKR også op i Odin-klassen. Martin Midtgaard Frich var eneste genganger fra sidste år. Hans holdkammerater havde i år en noget anden gennemsnitsalder end sidste år. Aksel Andersen, Anders Laage-Kragh, Lars Vindegaard, Finn Petersen, John Tripax, Lars Olsen, Leni Mølsøe og Martin Østberg var de voksne løbere på holdet. Der var mange gode individuelle resultater, der bidrog til at holdet førte med 7 minutter til den nærmeste konkurrent på et vist tidspunkt. Konkurrenterne havde imidlertid sat særdeles gode løbere med blandt andet medaljer fra foregående dags DM i rygsækken, på de sidste ture. Roskildes hold endte på en ærefuld fjerde plads af de 21 hold, der deltog i konkurrencen.

Der var hele to Tjalfe-hold fra Roskildes livlige gruppe af helt unge løbere. Mange løb deres første stafet! Emil Østberg og Alexander Ulsøe lagde ud med flotte og koncentrerede løb. Så blev depechen givet videre til de lidt mere erfarne piger Linnea Møller Jess og Signe Østberg, der klarede den lidt vanskeligere anden tur uden problemer. Endelig blev Mathilde Boesen og Rasmus Møller Jess sendt i skoven. De kom flot rundt og de to hold sluttede med få minutters mellemrum. Her er kimen til morgendagens Odin-, Freja- og Thor-hold!

Som et nyt tiltag var der i årets stævne også en Idun klasse med 3 mellemsvære baner. Dette var chancen for de voksne, der lige er startet med orientering eller som måske bare synes, at svære baner – er svære. Dette betød også, at de løbere, der var reserver til de store hold, kunne komme ud på en stafet. Jacob Laage-Kragh, Michael Leth Jess og Trine Midtgaard kunne til og med løfte armene som det vindende hold, da konkurrencen var færdig. Henrik Boesen, Hanne Sommer og Ane Vejerskov blev placeret som nummer fire. Det skal dog fremhæves, at Ane løb i bedste Roskilde tid i klassen!

OKR deltog i Skive AMOK's stævne med 7 hold. Den absolut største trup ved stævnet! Eva havde den lange kjole fremme til grilfesten, Mogens heppede trofast ved publikumsposten under næsten hele stævnet, Jytte er næsten blevet overtalt til at starte med at løbe og OKR havde i det hele taget endnu en herlig tur sammen!

Her kan ses mere om Midgårdsormen

Trine Midtgaard



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webteam@okr.dk
Denne side er oprettet d. 16. august 2007 af Janne Brunstedt