OK Roskilde hentede to medaljer med hjem fra DM i stafet på Rømø. Guldet blev i suveræn stil vundet af John Tripax, Ole Svendsen og Janne Brunstedt i H60. Der var aldrig spænding om udfaldet. John Tripax og Ole Svendsen var første løbere i begge skift, og Janne Brunstedt kunne i majestætisk stil hjemføre guldet til OKR efter sidste tur.
Mere spænding var der om udfaldet i H20, hvor Tobias Midtgaard Frich, Kim Baunehøj Pedesen og Andreas Hougaard Boesen løb en bronzemedalje hjem. Tobias Midtgaard Frich lagde ud med at komme hjem som nummer seks. Kim Baunehøj Pedersen tog over og løftede holdt op på fjerdepladsen. Da Andreas Hougard Boesen løb ud på sidsteturen, stod det klart, at guld- og sølvplaceringerne var uden for rækkevidde, men bronzemedaljerne! På det første af to vend på publikumsposten passerede Andreas som nummr fire - men ganske tæt på nummer tre, Andreas Bergmann fra Allerød. Da publikumsposten blev passeret for anden gang, var det Andreas, som var først af de to, og den samlede tredjeplads holdt hele vejen hjem til mål.
På grund af store problemer med tidtagningen under stafetten, var det længe uklart, hvem der skulle have bronzemedaljerne i H45. Claus A. Pedersen, Kent Pihl og Anders Laage Kragh var i spil om denne placering - men det nu offentliggjorte resultat placerer de tre OKR-løbere på 4.pladsen.
Øvrige OKR-resultater fra DM i stafet:
D/H12: Mads Midtgaard Frich, Alexander Ulsøe Jessen og Mathilde Hougaard Boesen: 9
D16: Amalie Tripax, Ida Sander og Isabella Sihm: 6
H16: Jacob Laage Kragh og Martin Midtgaard Frich: Uden placering, da Casper Meyer ikke stillede til start.
H20-2: Michael Andersen, Christian V. Grønberg og Michael Kreiberg: 6
H40: Claus Sihm, Jan Frederiksen og Lars Olsen: 10
H50: Aksel Andersen, Asger Jensen og Per Tripax: 4
Åben bane: Runa Ulsøe, Jesper F. Christensen og Carina Meyer: 26
Henrik Boesen