Logo        OK Roskilde

Guld til Janne, Andreas, Amalie og Alexander ved SM lang.

Søndag lagde St. Dyrehave ved Kirkelte skovbund til for SM lang. Allerød OK havde arrangeret gode udfordrende baner på det relativt hurtige underlag. Igen viste OKR tænder og bragte 4 guld og 5 bronzemedaljer hjem!

Ikke uventet lagde Janne Brunstedt i H60 ud med en sejr. Det er Jannes første år i H60, og der er forventninger om fleres medaljer til den sikre veteran. Supertalentet Andreas Hougaard Boesen udfordres med et tæt løbsprogram, men levede nu fuldt op til favoritværdigheden med en sejr i H18. Amalie Tripax møder altid skarp konkurrence, men satte alle til vægs med en sejr i D14. ”Jeg går efter sejren”, sagde Alexander Ulsøe Jessen inden starten i H10. Det holdt! Alexander løber rigtig stærkt og har ingen problemer med orienteringen, så hold et vågent øje med ham!

        
Klik på billederne, hvis du vil se dem større!

Lærke Sørensen løb sig til bronze i D20, ligesom Michael Andersen gjorde det i H20 og fik reference for den udeblevne KUM udtagelse. Martin Laage Kragh er altid god for en solid præstation, og det blev til bronze i H18 blot 1 minut og 16 sekunder efter Andreas. Martin Midtgaard Frich har haft svært ved at finde formen, men løb sig i dag til en bronzemedalje i H16. Endelig viste Melissa Uløe Jessen, at hun også er med for at vinde. I dag blev det til bronze i D12. Mathilde Hougaard Boesen blev 4. i samme klasse.

     
Klik på billederne, hvis du vil se dem større!

Ved SM uddeles blot guldmedaljer i de ”voksne” klasser. Derfor skal det nævnes, at Ole Svendsen blev nr. 2 i H65 og Inge Jørgensen blev nr. 3 i D60.

I dag var det sandelig A for guld (Andreas, Amalie og Alexander) og M for bronze (Michael, Martin, Martin og Melissa)! Det er ikke nemt at hedde Trine og bare blive nummer 14… Skønt er det heldigvis altid, når solen skinner og skoven står grønt!

Trine Midtgaard



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webteam@okr.dk
Denne side er oprettet d. 5. maj 2008 af Janne Brunstedt