Solen skinnede fra en skyfri himmel, og skoven stod forårsgrønt. De mange træningstimer i vinterens kulde og mudder blev omsat til ædelt metal den forløbne weekend for en stor gruppe løbere fra Orienteringsklubben Roskilde.
Lørdag blev der afholdt Sjællandske mesterskaber i stafet i Grib Skov, hvor der blev kæmpet på tremandshold. Tisvilde Hegn OK stod for et godt afviklet stævne. Ved en stafet starter første-turs løberne samtidigt, men ”gaflinger” (forskellige poster) flere steder på banerne gør, at ingen blot kan følge i hælene på konkurrenterne. Der skiftes til anden- og tredje-turs løberne på stævnepladsen ved, at et frisk, nummeret orienteringskort leveres til holdkammeraten. Et godt stafethold kræver 3 gode løbere, der ikke lader sig stresse af konkurrenterne til registrere deres Sportident ved en forkert post, men holder koncentrationen hele vejen igennem. Der kræves ikke nødvendigvis 3 suveræne indsatser - men konkurrencen er general skarp - så der gives ikke ved dørene.
Starten er gået:
Det blev Roskildes ”gamle drenge”, der lavede lørdagens flotteste præstation. John Tripax, Ole Svendsen og Janne Brunstedt løb en sikker guld medalje hjem i H60. Roskildes langt yngre drenge i H16 kæmpede sig til en fin sølvmedalje. Holdet bestod af Martin Midtgaard Frich, Casper Meyer og Jacob Laage Kragh. I den tæt besatte H20 stillede OKR med ikke mindre end to hold. Her blev det til en imponerende sølvmedalje til OKR's første hold bestående af Andreas Hougaard Boesen, Kim Baunehøj Pedersern og Martin Laage Kragh. I samme klasse opnåede 2. holdet en fjerde plads. Her var Tobias Midtgaard Frich, Michael Andersen og Michael Kreiberg på holdet.
Ved SM uddeles blot guldmedaljer i de ”voksne” klasser. Derfor skal det nævnes, at Kenneth Thomsen, Anders Hansen og Thomas Buhl gennemførte H35 i deres første stafet og blev til og med nummer 3. De mere erfarne Anders Laage Kragh, Kent Pihl og Claus A. Pedersen blev også 3 i det store H40 felt. Endelig skal det nævnes, at i den meget store klasse D/H12 blev det til en solid 4. plads til Melissa Ulsøe Jessen, Alexander Ulsøe Jessen og Mathilde Hougaard Boesen. Det lover jo vældig godt for fremtiden!
Klik på billederne, hvis du vil se dem større!
Trine Midtgaard
|