Logo bornholm_top.jpg

Klub / Aktiviteter
















Höst Open 2023

Efter nogle vejrmæssigt gode Höst Open-stævner de seneste år – så blev det noget mere råt i år.

Der blev lagt ud med en sprint i Rønnes sydlige del. Med start og mål på Galløkken Camping havde PI København en perfekt ramme til fredagens sprint. Det var dog en anden type sprint end normalt til Höst Open. Hvor vi almindeligvis render rundt i gamle krogede købstæder med smalle stræder - så var det i år i åbent terræn og i et villakvarter. Sidstnævnte blev gjort interessant ved, at en del parcelhusejere havde åbnet deres haver op. Så alt i alt blev det en ganske vellykket sprint. Jonas Lassen opnåede bedste placering som nr 5 i H35.

Den første af de to skovetaper – begge arrangeret af Viking OK – blev afviklet i Paradisbakkerne, der også blev brugt til DM-lang i 2022. Her var der udfordringer for alle pengene – og ikke mindst var det en fysisk krævende etape. Søndagen bød på regn under hele etapen i Raghammer. En helt anden type terræn end om lørdagen. Militært øvelsesområde omgivet af klitbevoksning. Her var løbstiderne anderledes hurtige – og godt for det, så man kunne komme i tørt og varmt tøj igen.

I klassen D75 genvandt Inge Jørgensen Höst Open for tredje år i træk. Ganske sikkert, da hun vandt begge skovetaper.

I alt 19 roskildeløbere deltog i det velgennemførte stævne. Næsten 1000 deltagere fandt vejen til Bornholm – og dermed er Höst Open det tredjestørste årlige orienteringsstævne i Danmark. Kun Påskeløbet og Nordjysk 2-dages er større. Jeg stillede selv op i klassen H60, som havde 73 tilmeldte løbere! Næste år skal der løbes i Svaneke (sprint), Slotslyngen og Rø Plantage.

Resultater mm. kan ses på hjemmesiden for Höst Open

  ole_host.jpg
 
 

Morten


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     31. oktober 2023