Logo        OK Roskilde

Målsætninger for perioden 2003-7

Klubmiljø

Grunden til at de gamle medlemmer stadig ønsker at komme i OKR, og at nye medlemmer søger netop denne idrætsgren og i vores klub, skal være OKR's attraktive klubmiljø, der bygger på en kombination af ambitiøse sportslige mål, seriøs træning, kammeratligt samvær og spændende sociale aktiviteter. Det skal være en oase for medlemmerne at komme i OKR.

6) Antallet af deltagere ved de to årlige divisionsmatcher skal hver gang udgøre mindst 50 pct. af klubbens aktive medlemmer.

I modsætning til DM er divisionsmatcherne et arrangement for alle klubbens medlemmer, og der har igennem mange år været en tradition i OKR for at gøre noget særligt ud af disse løb. Takket være en vedholdende og målrettet indsat af klubbens cup- og stævneudvalg har løbene efterhånden udviklet sig til årets to store sociale manifestationer. Dette arbejde skal fortsættes og styrkes, således at også nye medlemmer af klubben bliver interesseret i at deltage i disse breddearrangementer. Deltagelsen har i 2002 ligget på godt 70 løbere, hvilket er lidt under halvdelen af klubbens registrerede aktive løbere.

7) OKR skal hvert forår og efterår arrangere mindst en fælles klubtur til større løbsarrangementer i Danmark, eksempelvis påskeløbene, DM weekenden, JFM og Höst Open på Bornholm.

OKR plejer at have mange deltagere ved påskeløbene, hvor der arrangeres fælles overnatning i spejderhytte, lejrskole eller lignende. I de senere år har der været 50-60 medlemmer med på disse fælles klubture. Efterhånden er der også ved at være kutyme for at arrangere fælles overnatning ved DM-weekenden. Disse klubture giver medlemmerne mulighed for at deltage i stævner af kvalitativ høj standard og dermed gode oplevelser i skoven og styrker det sociale sammenhold i klubben. Vi skal fortsætte med at arrangere sådanne klubture og sørge for, at alle medlemmer får tilbudet om at deltage og dermed blive inddraget i det store fællesskab, der er omkring turene.

8) OKR skal arbejde aktivt for en styrkelse af en miljørigtig profil for dansk orienteringssport.

OKR har i de senere år lagt stadig mere vægt på miljøet i forbindelse med klubbens arrangementer. Både divisionsfinalen i 2000 og Midgårdsormen i 2002 gjorde OKR til grønne stævner. Medlemmer af OKR har udarbejdet en vejledning i at tilrettelægge stævner på en miljøvenlig måde. Dette arbejde skal fortsat prioriteres i det omfang, der er mulighed og ressourcer til det i forhold til det løbende klubarbejde.



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webgruppen@okr.dk

Denne side er oprettet d. 26. februar 2003 af Janne Brunstedt