Logo spanien.jpg

Klub / Aktiviteter
















Orienteringsløb i Tyrkiet.

Omkring månedsskiftet februar-marts deltog en lille flok løbere fra OK Roskilde (Hanne Jessen, Jette Kreiberg, Ane Veierskov, Michael Kreiberg og Janne Brunstedt) i Antalya O Days i Tyrkiet.

Antalya O Days er blevet arrangeret af det tyrkiske orienterings forbund siden 2008 og er blevet et populært internationalt orienterings stævne. Det milde klima ved middelhavskysten lokker mange vintertrætte skandinaver til disse løb. Fire dages udfordrende orientering kombineret med næsten sommerlige temperaturer er fristende.

Tyrkiet er i orienterings sammenhæng en ung nation, og det afspejles specielt i deltagernes aldersfordeling. Mens vi herhjemme ser, at de fleste deltagere er i de ældre klasser, så er det modsat i Tyrkiet. F. eks. var der i år i flere af ungdomsklasserne mere end 50 deltagende tyrkiske børn, mens der i de ældre klasser højst var 10-20 deltager, alle udlændinge.

I år blev Antalya O Days arrangeret ved Alanya, der ligger ca. 2 timers kørsel øst for Antalya, med 3 etaper i bjergene lidt væk fra kysten og en sprint etape i Alanya by. Man skal ikke mange km væk fra kysten før bjergene rejser sig ret højt, hvilket giver nogle muligheder for ret så kuperede terræner. Kommer man lidt ind i landet, op i bjergene, kan temperaturen falde brat. Det mærkede vi specielt på 3. etape, hvor der stadig lå sne i terrænet, og da det samtidig regnede, til tider kraftigt, blev det er ret kold fornøjelse. Men ellers var der rig mulighed for at nyde solen ved behagelige temperaturer.

Et mindre tyrkisk turistbureau, EON Tours, har bl.a. specialiseret sig ture med orienteringsløb, både træning og konkurrencer. Mange skandinaviske landshold og klubhold benytter EON Tours til træningslejre i forårsmånederne. I forbindelse med løb, som Antalya O Days, tilbyder de en uges arrangement med 2 dage med 2 træninger hver dag og deltagelse i løbene. EON tours laver træningerne, sørger for al transport til træning og løb, indkvartering på hoteller med “All inclusive” og endda afhentning og aflevering i lufthavnen, så det eneste man selv skal sørge for er en flybillet til Antalya og tilmelding til løbene.

Jette og jeg ankom til Antalya mandag, blev indkvarteret ved den historiske by Side, og om tirsdagen havde vi to træningsløb. Det første var i et fantastisk terræn, hvor vi løb mellem græske ruiner, der er mere 2200 år gamle, en speciel oplevelse. Eftermiddagens træning var i et kystnært område med klitrækker og mange detaljer.


Nogle af de græske ruiner vi løb rundt i til træningsløb

Hanne, Ane og Michael ankom om tirsdagen og onsdagens træninger blev afviklet i styrtende regn. Ved den første træning kunne vi løbe direkte fra hotellet; træningen var på kurvekort - kun kurver, intet andet, og det var faktisk ikke til at finde ud af. Eftermiddagens træning var i den gamle del af Side, dels i den gamle (nye) by og dels i de græske ruiner, der dækker et stort areal. Der er bl.a. et meget stort amfiteater. Efter sidste træning kørte vi til Alanya, hvor vi skulle bo resten af tiden.


En tidlig morgen på stævnepladsen inden start

De 3 første etaper af Antalya O Days foregik, som nævnt, i bjergene bag kysten. det var 3 ret forskellige terræner; 1. etape var ret kuperet og på flere af skråningerne var bevoksningen tæt, så løbbarheden og overskueligheden var ringe. 2. etape var mere åben og mindre kuperet men til gengæld meget stenet. Udfordringen her bestod i, at kunne læse det detaljerede kurvebillede og at holde nøjagtige kompaskurser. 3. etape var som nævnt længere inde i landet, hvor der stadig var sne, men terrænet var storkuperet og ret åbent; den største udfordring her var om fysikken kunne klare de stejle stigninger, og kulden for dem, der ikke var forberedt på det.


Fortjent frokost ved havet efter et anstrengende løb

Fjerde etape var sprint i Alanya by, og i modsætning til 3. etape var der fuld sol og 17-18 graders varme, så der blev løbet i shorts og T-shirt. I indbydelsen fik vi indtryk af, at vi skulle løbe oppe på borgen, men det blev ikke tilfældet; selv de længste baner kom ikke i nærheden. En perfekt afslutning på 4 spændende løb. Kun præmieoverrækkelsen kunne man have ønsket sig gik lidt hurtigere. Vi løb om formiddagen, ventede hele eftermiddagen og kom først fra stævnepladsen efter kl. 18. Den tyrkiske organisation virkede i denne situation ikke særlig effektiv, men der skulle selvfølgelig også uddeles præmier for både tyrkiske mesterskaber og Antalya O Days.


Madpakken nydes efter sprinten i Anlanya

De fremmede forhold taget i betragtning klarede vi os vist ganske godt: Hanne blev sammenlagt nr. 1 i klassen WBL, der skulle være en begynderklasse, men det var det bestemt ikke. Jette blev sammenlagt nr. 4 i W55, bare 1 min fra 3. pladsen. Ane blev sammenlagt nr. 2 i W65 efter en stor, flot sejr på sprinten. Michael blev samlet nr. 17 i M21E, hvor 3. etape blev annulleret pga. en fejlplaceret post. Janne blev samlet nr. 1 i M65 efter 2 1. pladser og 2 anden pladser.

Alt i alt en dejlig uge med udfordrende orientering i dejlige omgivelser. Kan kun anbefales.

Janne

Eksempler på kort og baner kan se i O-kortmappen

Resultater mm. kan ses på det tyrkiske orienterings forbunds hjemmeside


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk    6. marts 2015.