Logo divmatch13

Klub / Aktiviteter

















Midgårdsormen 2015

Kolding OK var i år vært for Midgårdsormen, - den traditionsrige stafet, der ligger i samme weekend som DM-Mellem. Tidligere år har løberne dystet i tre forskellige klasser, men det var i år reduceret til to klasser; Thor med 8 ture og Tjalfe for ungdomsløberne med 4 ture.

Løbet fandt sted i Brandrupdam i den nordlige del af Kolding i både skov, på golfbanen og i et beboelsesområde. Der var stævneplads ved Kolding Gymnasium, hvor der både var overnatning i telt på boldbanerne og på gulvet i idrætshallen.

OK Roskilde stillede til start med et hold i hver klasse. Thor startede kl. 04.30, mens det endnu var sort nat. Længere nede kan John Tripax’ beretning om denne første tur ud i natten læses. Holdet opnåede en sammenlagt 16. plads ud af i alt 28 startende hold.

Tjalfe startede mere menneskeligt kl. 8. Jonas Fonager Ulsøe løb førsteturen sikkert og skiftede til Anders Krogh Madsen i 4. bedste tid. Denne placering holdt Anders, og han sendte Katrine Krogh Madsen ud ca. 3½ minut efter de tre førende hold fra Snab, Hillerød og Kolding. Katrine havde problemer ved publikumsposten og tabte lidt tid, men Karoline Fonager Ulsøe løb sikkert og sikrede holdet en 4. plads. Det førende hold fra Tisvilde Hegn blev dog diskvalificeret, da de havde en løber, som forinden havde løbet med på Thor-holdet. Det bragte således Roskildes hold op på en flot og velfortjent 3. plads sammenlagt. Der var lækre præmier til alle i form af håndklæder.

Gitte

Johns oplevelser på Thors 1. tur:

Jeg måtte, efter for få timers nattesøvn på luftmadras og i telt med Lars Olsen, stå op kl 3.45 for at være klar til samlet start kl 4.30. Hele lørdagen havde været med godt vejr, men det kan sandelig være, jeg vågnede brat op i en fugtig, klam og kold nat.

Men, når man lige har fået alt tøjet på, konstateret, at pandelygten virker og står på startstregen sammen med 26 andre løbere, glemmer man alle problemerne.

   
Starten på Tjalfe er gået
 

Karoline løber i mål på 4. etape
 

Dog var der det problem, at de fleste klubber havde sat nogle af deres bedste unge hurtigløbere på 1. turen.

Vi var nogle få "seniorløbere", der blev enige om at lade de andre løbe først. Så kunne vi starte i lidt mere adstadigt tempo.

Jeg havde dog på et tidspunkt et par af de gode løbere bag mig. De kan jo også bomme.
Allerede på vej til post 1, skulle vi ud over en golfbane, og selv om den er åben, er det ikke altid lige let at holde kursen i mørke.
Da vi efter 4 poster, skulle ind i skoven, var der flere løbere efter mig.

Ind i en lang smal skov, der lå på en stejl skråning til og med post 11, gik det også ganske godt. Dog var det her, kondien, eller den manglende, fik betydning.

Men så kan man undre sig over, hvordan man kan lave småbum omkring nogle bebyggede områder.
Efter meldeposten havde jeg en sløjfe på 8 tætliggende poster i delvist bebygget område, der på papiret så ret let ud, men post 20 lå lige op ad stregen mellem post 17 og 18, og selv om jeg måtte løbe udenom tæt krat, for at komme ind til post 20, "lykkedes det" mig at tage post 20 før post 18. Men så kendte jeg jo indløbet til posten næste gang. Og småskov og krat i bebyggede områder, kan ofte være ret svære at orientere i. Og især i mørke.

Bare ærgerligt, der ikke kommer mere end 27 otte - mands hold i Thorklassen, der ligesom sidste år, blev vundet af Tisvilde foran Hillerød og Tisvildes 2. hold.

Jeg kom i mål som nr 20. Deromkring holdt vi os indtil Rasmus Krogh og Amalie efter 7 etaper bragte os op som nr 14 for på sidste turen at falde ned som nr 16.

Kortet burde nok have været mere grønt nogle steder, men ellers havde Kolding lavet nogle gode baner og et godt arrangement i det hele taget og det holdt tørvejr hele dagen.

John Tripax


Jonas koncentrerer sig inden starten


Præmieskamlen

Resultaterne kan ses hjemmesiden for Midgårdsormen.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     31. august 2015