8 medlemmer af OKR havde i weekenden fundet vej til det nordjyske, hvor Aalborg OK var vært for 3 meget spændende og udfordrende løb.
Fredag aften var der natløb i Blokhus Klitplantage, hvor det dog kun var de to brødre; Rasmus og Anders Krogh Madsen, der stillede til start. Rasmus havde et godt løb, mens Anders efter eget udsagn godt kunne mærke, at han havde været syg i ugen op til løbet. Han havde lidt problemer med sin lampe på vej til start og valgte derfor som en ekstra lille sikkerhed at tage en mini-lampe med i baglommen. Den fik han heldigvis ikke brug for, men da han mødte en anden løber i den mørke plantage, hvis lampe netop var gået ud, så udlånte han beredvilligt sin ekstra lygte. Det lykkedes den taknemlige ukendte og "mørklagte" løber at finde frem til Anders om lørdagen og få tilbageleveret lampen og en stor pose slik!
Lørdag var der langdistance i Hammer Bakker, der ikke har været brugt til orienteringsløb i mange år. Op imod 1800 løbere havde fundet vej til området, der er ganske kuperet og med meget varierende gennemløbelighed og detaljerigdom. Solen skinnede og mindede om, at foråret er på vej. Der var stævneplads på en åben mark midt i skoven, der gav et godt udgangspunkt for at bruge en stor del af skoven til løbet. Andreas Boesen deltog i stævnet som en del af Elitecenter Aarhus’ træning. Han løb sig til flotte placeringer imod både stærke danske og norske løbere og sluttede med 6. pladser både lørdag og søndag i H21E. Katrine Krogh Madsen løb sig til klubbens bedste placering lørdag, hvor hun sluttede på en 2. plads i D10A. Hun var 17 min og 32 sek. om at løbe den. 2.6 km lange bane og kun 1. min og 16 sek. efter nr. 1. Søndag var udgangspunktet for mellemdistance-banerne samme stævneplads. Her slog Katrine til igen og sluttede som nr. 1 i D10A. Hun modtog en flot præmie i form af en taske. | Katrine med præmien for 1. pladsen |
Anders og Rasmus Krogh Madsen sluttede som henholdsvis nr. 19 og nr. 11 søndag men var begge godt tilfredse med, at sæsonen nu endelig er i gang.
Gitte
Resultaterne mm. kan ses på hjemmesiden for Nordjysk 2-Dages