Prolog med stævneplads i Gram Slotspark, |
Ni løbere fra OK Roskilde var i år afsted til Vikingedyst i Sønderjylland. Prologen fredag blev afviklet i jomfrueligt terræn med Gram slotspark som en fantastisk flot stævneplads. Banene forløb lidt i park og primært i tilliggende kuperet løvskov, med meget tæt underskov af brombær, brændenælder og bjørneklo en del steder. En del af OKR-løberne klarede sig rigtig godt: 1.-pladser til Inge Jørgensen og Karoline Fonager Ulsøe, og 2.-pladser til Aksel Andersen, Gunnar Grue-Sørensen og Jonas Fonager Ulsøe. Andre var knap så gode venner med den svært gennemløbelige underskov.
Nogle af vinderne af prologen.
Lørdag var der for alvor kommet varme til Danmark, i solen sneg temperaturen sig over 40 C, men det forhindrer selvfølgelig ikke o-løbere i at kaste sig ud i at krydse hedesitrende, solbeskinnede indlandsklitter i håbefuld søgen efter den rigtige post. Det lykkedes heldigvis de fleste fra OKR at få alle posterne, og i rigtig rækkefølge, men generelt var der en del fejlklip denne dag hvor varmen gjorde det ekstra udfordrende at tænke klart hele vejen rundt på banen. Søndag var der lidt mere skov til at skærme for solen, men også her var der nogle hårde stræk rundt på hedearealer, suppleret med nogle poster i bevoksede indlandsklitter der krævede fuld koncentration hvis man skulle ramme lige på. |
Udsnit af Stensbæk |
I den samlede placering var der rigtig flotte resultater blandt Roskilde-løberne: 1.-pladser til Karoline Fonager Ulsøe, Gunnar Grue-Sørensen og Inge Jørgensen, 2.-pladser til Jonas Fonager Ulsøe og Runa Ulsøe og 5-plads til Aksel Andersen.
Vikingedysten er et rigtig godt og hyggeligt arrangement, som regel spændende baner i gode terræner, der fuldt fortjent i år satte deltagerrekord. Næste år er der 40 års jubilæum, så jeg kan kun opfordre til, at endnu flere løbere fra OKR deltager.
Runa
|
|
Damevinderne
Herrevinderne
Se alle resultaterne og flere billeder på Vikingedystens hjemmeside