Logo ital_top.png

Klub / Aktiviteter

















Primiero O'Week i Italien

I juli deltog vi - 4 deltagere fra familien Krogh Madsen - i tre-dages orienteringsløb i Dolomitterne i Italien, det såkaldte Primiero O'Week.

Alle etaper fandt sted mellem 1500 og 2000 meters højde. Visse stræk foregik på åbne alpeenge over trægrænsen, men langt størstedelen fandt sted i alpin skov med varierende gennemløbelighed og ofte noget diffust terræn. Det kuperede, stenrige og detaljerige terræn var noget vanskeligere end en typisk dansk bøgeskov, men vi drog vist alle nytte af tidligere at have løbet i lignende terræn i Kroatien og Slovenien. Ingen af os oplevede i al fald at blive "helt væk" og få meget store tidstab.


Stævnepladsen på førstedagen i Malga Venegia

Første etape fandt sted i Malga Venegia, med en spektakulært beliggende stævneplads.

Kortudsnittet fra første etape er ret typisk for det terræn vi oplevede alle tre dage. Vi prøvede alle at have styr på dels kurvebilledet, dels de lysninger og grøfter som vi passerede undervejs, men samtidig at prøve at forenkle tilpas, men ikke for meget. Stier var der ikke ret mange af.


Kortudsnit fra første etape

Anden etape havde start ved passet Passo Rolle i ca. 2000 meters højde. Igen en stævneplads i naturmæssig verdensklasse, hvor man kunne nyde en fantastisk udsigt til bjergtoppene før og efter sit løb.


Mål på 2. etape

Den 3. og sidste etape fandt sted lige uden for San Martino di Castrozza, syd for Passo Rolle. Igen var der tale om alpin skov med mange detaljer, hvor man måtte søge at udvælge de væsentligste/tydeligste ting at orientere efter. Der var en hel del højdemeter, så ofte kom man til at overveje om man ville løbe "den lige vej" eller forsøge - for at spare kræfter - nogenlunde at holde højden til man nærmede sig posten.

Placeringsmæssigt endte både Gitte og Jørgen samlet lidt eller noget under midten af feltet (med 50-60 startende i hver af vore klasser). Anders startede pga en fejltilmelding ikke alle tre dage.

Katrine lå efter de første to dage med gode chancer for i al fald en Top-10 placering, men et bom på sidste del af sidste dagens løb sendte hende desværre ned på en 14. plads ud af 34 startende.

Samlet set var løbet en rigtig god oplevelse. Der var ca. 1300 deltagere, hvilket gav en hyggelig, afslappet og tilpas livlig stemning, men uden den gigantiske logistik man kan opleve ved andre og meget større orienteringsstævner. De omgivende bjerge gav desuden en naturmæssigt helt fantastisk ramme om etaperne.

   
Katrine i opløbet på sidste dagen
 

Jørgen Krogh

Se mere: Primiero O'Week.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     8. august 2017