Hvor tager man hen, når man gerne vil have lidt sol og varme i en kold februar måned. Mulighederne er mange, men skal der også orienteringsløb på programmet, er der ikke helt så stort et udvalg, men dog en del at vælge imellem; f.eks. Ægypten, Tyrkiet, Spanien eller Portugal.
Vi fandt, at der i år var O-løb på Madeira, den portugiske ø lidt (400 km) nord for De Kanariske Øer ud for Marokkos kyst (700 km). Madeiras beliggenhed giver et lunt klima året rundt, dog lidt køligere og mere regnfuldt i vintermånederne, men statistikken siger dagtemperaturer på 15-20 grader i februar. Bjergklubben, Clube de Montanha do Funchal, i Funchal (øens hovedstad) arrangerede i år "Madeira Orienteering Festival" med 5 orienteringsløb på 4 dage. Arrangementet startede med et natløb i Funchal, som vi dog ikke deltog i, men vi deltog i 3 mellemdistance løb og et sprint løb. Vi havde nogle dejlige lune dage med masser af sol inden løbene, men der var et vejrskifte på vej. Det fik vi at mærke, da vi dagen før de første løb var på en 13 km levada (vandingskanaler) vandring oppe i bjergene; her blev det skyet og mærkbart køligere i løbet af dagen. | Jette til det første løb i Fanal |
På vores første løbsdag var det stadig lunt nede ved kysten, men oppe i bjergene i den nordvestlige del af øen, hvor vi skulle løbe, var der nu tåge og regnvejr og kun 8 grader. Vi havde booket transport hos arrangørerne, så vi havde heldigvis en mini bus at være i.
Vi skulle løbe i et højtliggende område ved Fanal, der enten var helt åbent eller meget grønt, og der var lavet baner med rigtig mange poster, så det blev mest løb på kompas fra post til post eller rundt om de grønne klatter. Jeg startede sidst på banen i H65, men da det blev min tur, var der ikke flere kort. Efter nogen venten fik jeg en H55 bane og løb den. Det viste sig, at kortene klistrede sammen pga. af regnen, så flere kom til at tage 2 kort. For at kunne få en samlet stilling, bad jeg så arrangørene flytte mig til H55 i resten af løbene. Samme eftermiddag skulle vi løbe sprint i Porto Moniz, en lille by i det nordvestlige hjørne af øen. Regnen var stilnet noget af, men det blæste og Atlanterhavets kæmpe bølger stod ind over klipperne ved byen; et fantastisk syn. Det var så voldsomt, at nogle områder var spærret af, bl.a. et sted, hvor der skulle have været en post. Den var så sat lige ved afspæringen, så det betød ikke noget. En fin sprint med en del højdemeter. | Janne i et stenet område på sidste løb |
De sidste 2 løb var højt oppe (1400 m) i bjergene lidt nord for Funchal, med samme stævneplads begge dage. Vejret var ikke blevet bedre, tvært imod, søndag var der regn med slud og kun 3 grader, men igen kunne vi heldigvis være i mini bussen, når vi ikke løb. Området var stærkt kuperet, meget stejlt og stenet, og vi lærte hurtigt, hvad en af vore værter sagde: "Keep out of the green". Det var gode løb på gode kort i 1:5000, så detaljerne kunne ses.
Jette på sprinten i Porto Moniz
Efter løbene var det rart, at komme ned til kysten, hvor der stadig var sol og varme. Vi var forberedt på, at der kunne komme regn (det er jo derfor øen er så grøn), men nok ikke at det var helt så koldt; vi havde kun sommer O-tøj med, men med flere lag klarede vi det. Alt i alt var det en stor oplevelse.
Janne på sprinten i Porto Moniz
Der er mere om løbene på hjemmesiden Madeira Orientering Festival og kort og vejvalg kan ses i O-kort mappen
Billederne er fra Madeira Orientering Festivals hjemmeside.
Janne