Logo tyrol_top.png

Klub / Aktiviteter

















5 days of Tyrol

5 days of Tyrol blev afholdt syd- og vest for Innsbruck. Vi var 3 fra OK Roskilde dernede (Christopher i H14, Patrick i H16, og Allan Søgaard i H40) blandt ca 70 andre danskere og ialt ca 1500 startende. Skovene i området er selvfølgelig utroligt kuperede, da bjerge dominerer hele området. Udover meget stejle bjergsider, så var der især i området syd for Innsbruck (Berger Alm og Obersberger) mange store sten og andre forhindringer/ujævnhedder, og derved meget langsomt fremkommeligt terræn - derudover en masse difuse tætheder, som hele tiden brød løbsretningen. Det er ummidelbart nok det sværeste terræn jeg nogensinde har løbet orienteringsløb i. Derudover var konkurrencen rigtig hård. Det var tydeligt at ikke mange uerfarne o-løbere var tilmeldt dette stævne, måske nok undtagen os J vi havde i hverttilfælde ingen erfaring med oløb i alperne. Det viste sig at være en noget større udfordring end vi havde regnet med forinden.

   
Yes!! Vi fandt en post

Træning: Obernberger See
Vi startede søndag med at køre til Obernberger tæt ved den italienske grænse, hvor der var sat poster ud til træning. Det var noget af en brat opvågning at starte med det. Meget, meget svært og alt skulle forgå roligt for ikke at løbe meget skævt. Snakkede med et par østrigere bagefter, hvor den ene var fra deres landshold og netop var kommet hjem fra VM. De sagde, det er det sværeste område i hele Østrig. Billederne illustrerer nok meget godt hvor vanskelligt det var at løbe der. Men vi gik sammen rundt alle 3 og fandt 5-6 poster. God stille start og rigtig flot natur!


Patrick på vej til en post på træningen. Ikke let at overskue de knolde...

Etape 1, Sprint: Steinach
Første etape var i Steinach, som er en lille by ca 45min syd for Innsbruck, ikke langt fra Italienske grænse. Stævneplads var i en lille park i byen, så der var voldsom aktivitet af løbere der varmede op og startede. Byen var vildt hektisk med turister, trafik, og så alle de små stræder og passager, der er i syd-europæiske byer. Så det var meget anderledes og stor udfordring at løbe hurtigt der, da også selve kortet var så meget anderledes end vi er vandt til. Gik fint, men Allan glemte Post 12 pga noget omvej man skulle tage frem og tilbage, og troede så i farten at næste post var Post 13. Patrick klarede det flot den første dag, og lå tidsmæssigt fint placeret, kun 2-3 minutter fra Top-10 tiderne, dog stadig i nedre halvdel af de 40 startende. Der blev løbet rigtigt stærkt af hele feltet generelt!


Starten på sprinten i Steinach

Etape 2, Mellem distance: Berger Alm
Berger Alm er et bjerg som ligger ved Steinach. Vi skulle først op i lift, som tog ca 20min. Alle disse lifter var med i prisen på stævnet. Vi startede med at skulle gå 1.3km op til start, som lå ca 150m over stævnepladsen!! Så man var godt varm inden start, lige meget om man løb eller ej. Starten var i 1780m højde og stigningen på banen var ca 300-400m samlet. Det var noget af en overraskelse at løbe med det kort de første par poster. Ingen stier overhovedet på de første 19 poster, og kun det stejle kurvebillede, plus enkelte små åbne områder og små vandløb ned ad skrænten at orientere efter. Derudover var skoven ret tæt med underbevoksning mange steder, så sigtbarheden og løbsbarheden var neget dårligere end kortet umiddelbart ser ud til. Udover et bom på Post 2 (kom for lang nedad skrænten), så var det nok det bedste løb Allan havde af de 5 etaper, placeret som nr 22 af de 44 startende. Patrick og Christopher havde også en svær start. Patrick brugte 45min på en enkelt post (de lå ikke til at se så let), men fik klart revanche de næste dage. Christopher måtte opgive, da han til sidst opgav at finde akkurat samme post. Efter dag 1, så gruede vi lidt over at skulle løbe i sådan noget terræn i 4 dage mere!

   
Kortudsnit fra Berger Alm


Stævneplads på toppen af Berger Alm i ca 1600m højde

Etape 3, Lang: Nosslachjoch
Endnu en stole-lift skulle man op med til starten af 3. etape, som var Langdistance. Først op til Berger Alm, og derefter endnu en stole-lift op til start i 2100m højde. Der var nærmest en panorama udsigt deroppe fra. Det var forholdsvist åbent terræn, men med rigtigt mange tæthed-3 klynger af fyr-træer over det hele, som lignede hinanden. Selve kortet var på kanten af en kæmpe bjergskråning, som ikke var vildt stejl som i går, men stadig ca 25% stigning. Igen de først 5-10 poster var udelukkende med kurvebilledet og de difuse tætheder til at orientere efter. Dette var endnu sværere en Mellem-distancen, da den længere afstand mellem posterne gjorde det endnu vanskeligere at holde retning og være med på kortet. Specielt et lang-stræk på over 1000m voldte store problemer - det er ikke godt at miste kort-kontakten midt på sådan et stræk.... Det oplevede vi vist alle 3. Men vi gennemførte alle 3 denne dag, trods de mange fejl vi lavede og den kæmpe udfordring det var. Det er trods alt det vigtigste.

   
Efter dagens etape, stadig godt humør

Patrick forbedrede sin præstation i forhold til 2. etape. Men konkurrencen var ben-hård, ingen begyndere eller uerfarne o-løbere til dette stævne. Vores placering på resultatlisten viste også tegn på det.


Vanvittige stræk på 3. etape oppe i det høje fjeld-landskab. Endnu sværer end dagen før!

Etape 4, Mellem: Hoch Imst
Nu gik turen vest for Innsbruck til Hoch Imst. Mellemdistance ved Hoch Imst. Området med mere variede stigninger, men med en masse store sten og klipper. Skoven igen forholdvis tæt, som den 2. etape, og meget let at dreje forkert retning, selv på korte afstande. Vi skulle op med stole-lift igen til start, og skoven så virkelig voldsom ud, bare det at kigge ind i skoven ved start. Det gik generelt bedre for os alle 3 end dagen før, og Patrick havde igen en fin stabil tid uden kæmpe tidstab. Christoper viste tænder og gennemførte selvom han måtte bruge virkelig lang tid på nogle vanskellige stræk for ham i H14. Men han var dog stolt af at han hjalp en ældre herre med at finde vej, da han var faret vild.
Bagefter var vi oppe og prøve verdens længste Alpine Coaster, som starter i 1500m højde og har en længde på 3.5km med et fald på ca 500m. Rigtigt sjovt for både børn og voksne!

Etape 5, Lang: Obtarrenz
Sidste etape var også ved Imst vest for Innsbruck. Spændende dag, og målet var selvfølgelig at Patrick skulle gennemføre, så han har været rundt alle 5 dage uden fejlklip osv, og derved den eneste af os alle 3 det formåede at gennemføre alle etaper! Det var lidt vanskelligere i dag, da det regnede og terrænnet dermed var tungt. Igen et kort med kurvebillede, som nogle steder var virkeligt vanskeligt at orientere efter, da der var så få detaljer udover selve kurverne. Patrick løb sit bedste løb på denne etape, og må siges at være en flot afslutning på en uge hvor det gik stødt bedre og bedre for ham. Christopher fightede sig igennem banen og må tage hatten af for at han gennemførte på ca 2 timer. Men kan nu bryste sig af at ha løbet alene rundt på bjergskråninger i alperne i flere timer. Vidste jo nok på forhånd at H14 ville være en kæmpe udfordring for ham i dette terræn. Men har jo ret sikkert givet god træning i at læse andet end bare stier. Allan havde godt løb indtil Post 7 og 8 (se kortudsnit nedenfor), hvor det var virkeligt vanskeligt at få kort og terræn til at stemme overens. Så mistede 10-15min ialt på de 2 poster, hvor der især ved Post 8 også var en masse andre løbere der også rendte forvirret rundt, selv meget tæt på posten uden at finde den.

   
Efter dagens etape, stadig godt humør


Obtarrenz havde meget svære lang-stræk, og det hele lignede hinanden

Alt i alt et etapeløb som varmt kan anbefales. Men man skal være opmærksom på at det er en kæmpe udfordring orienteringsmæssigt og ikke midst fysisk. Naturen i området gør det til en speciel oplevelse, som man ikke får nogen steder i Skandinavien. Vejret kan være ustadigt i Østrig, men denne gang var vi utroligt heldige med solskin og godt vejr hele ugen, med een undtagelse af den sidste dag.

Allan.

Kort og vejvalg kan ses i O-kortmappen

Se mere: 5 days of Tyrol.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     4. august 2017