DM-stafet 2019 – et af årets højdepunker i vores idræt – blev lørdag afviklet i den nordøstlige del af Grib Skov.
OK Roskilde havde tilmeldt 10 hold, og selv om det ikke blev til nogle danske titler, så var der alligevel tre medaljesæt til OK Roskilde.
Størst spænding var der om, hvor godt vort stærke herrehold med Rasmus Møller Jess, Andreas Hougaard Boesen og Martin Laage Kragh ville klare det. Rasmus løb en fantastisk første tur, hvor han havde føling med de allerbedste. Desværre var der et fejlklip undervejs – et sted hvor nogle poster stod tæt. Således hjalp det ikke, at Andreas havde hurtigste tid på anden tur – og Martin kunne løbe holdet ind på noget, der ville have været en flot 5. plads.
De otte bronzemedaljer blev uddelt til tre af vore hold i de “ældre” aldersgrupper. Faktisk i de tre samme klasser, som vi vandt medaljer i ved mesterskabet i 2018 på Harrild Hede. De forsvarende mestre i D65, Ane Veierskov og Inge Jørgensen sikrede sig bronzemedaljerne, da Inge i opløbet overhalede Søllerød OK.
I D60 måtte Roskildes sølvvinderne fra sidste år bytte sølvmedaljerne ud med medaljer af bronze. Holdet bestod igen af Annette Petersen, Jette Kreiberg og Hanne Pedersen.
Den sidste bronzemedalje var der længe usikkerhed om og kom først i hus, da en diskvalifikation ramte Tisvilde Hegn OK i klassen H65. Vort hold bestod af Aksel Andersen, Mogens Hald Kristensen og Finn Petersen. I 2018 vandt vi guld i denne klasse.
Udover herreholdet og de tre medaljehold, så leverede de øvrige seks hold fra OK Roskilde også glimrende præstationer. Vort damehold bestående af Tonje Pihl, Amalie Tripax og Christine Svendsen sluttede som nr 8. Faktisk det bedste DM-resultat i dameklassen siden 1987.
Ungdomsholdet i D/H43 – Adam Carlsen, Teresa Søndergaard Pohl, Liva Heydorn Andesren – sluttede akkurat midt i felt, nr 7 af 13 hold.
Vort hold i H45 med Allan Søgaard, Jakob Søndergaard Jensen og Arne Heydorn fik en absolut ærefuld 4. plads.
I klasserne H70 og H75 blev det i begge tilfælde til femtepladser ved hhv. John Tripax, Janne Brunstedt og Ole Svendsen og Finn Olsen.
Endelig var der holdet i H55 (Kent Pihl, Morten Jensen, Anders Kragh), der ville have sluttet på 6. pladsen, hvis undertegnede ikke havde glemt at klippe den post, der stod ved den tvungne passage over jernbanen. Det er ikke kun stjernerne, der laver fejl......
FIF Hillerød stod for et rigtig godt stævne på en flot septemberlørdag.
Morten Jensen
D60 DM bronze: Hanne Pedersen, Annette Petersen og Jette Kreiberg
D65 DM bronze: Ane Veierskov og Inge Jørgensen
D65 DM bronze: Finn Petersen, Mogens Hald Kristensen og Aksel Andersen
Resultater er på hjemmesiden for DM Stafet