Hvert år – den sidste weekend i oktober – afvikles Höst Open på Bornholm. Dette er en lille perle af et arrangement. Bornholm har nogle gode terræner til orienteringsløb - og endda i sådan en mængde, at der aldrig er to år, der er ens. Samtidig er det en utrolig gæstfri ø, så mange elsker den årligt tilbagevendende begivenhed.
I år foregik den indledende sprint fredag eftermiddag i Nexø. Sprinten er ikke en del af den samlede konkurrence til Höst Open, men deltagerne sætter pris på denne prolog, der på skift får os rundt i de bornholmske købstæder. De to skovetaper foregik i hhv. Varperne og Rutsker Højlyng. Førstnævnte er en del af den store Almindingen-plantage, men fuldstændig flad og med mange grøfter. Men god banelægning gjorde det til en god oplevelse. Søndagens etape i Rutsker Højlyng var helt anderledes, mere kuperet og med klipper. Endvidere var det vist første gang, at dette skovområde blev brugt til Höst Open, der ellers har været afviklet hvert år siden 1990. Igen god banelægning, hvor mange fik store udfordringer. Til stævnet var der mødt ca 300 danske løbere frem samt dobbelt så mange svenske og et par håndfulde nordmænd. Det var med til at løfte stævnet og gav en god atmosfære på stævnepladsen. Og så var det hele samtidig begunstiget af et flot efterårsvejr. | Inge øverst på podiet til Höst Open 2022 |
OK Roskilde havde 15 løbere med i stævnet. Inge Jørgensen genvandt i suveræn stil klassen D75. Janne Brunstedt blev samlet nr 2 i H70 - det samme blev Casper Lindemann i Open1 - og for Lotte Thiesen blev det en tredjeplads i Open4.
Arrangørerne fra Viking Rønne lover nye gode terræner til Höst Open 2023 - sidste weekend i oktober.
Resultater mm. kan ses på hjemmesiden for Höst Open
Baner og mange sjove vejvalg kan se i O-Track
Morten