Omkring 250 elever fra 4., 5. og 6. klasse fra en række skoler i Roskilde deltog onsdag i Skole OL i orienteringsløb. Stævnet blev arrangeret af en del af OK Roskildes Grå Pantere. Hyrdehøj var en smuk og idyllisk ramme om arrangementet på en sommerlig forårsdag.
Skole OL hed tidligere Skolernes Findvej Dag, og før det Naturløbet, men konceptet er det samme. Eleverne skal dels klassevis finde poster i valgfri rækkefølge på tid og dels løbe en Supersprint, hvor der bruges Sportident. Orientering har siden 2019 været med i Skole OL, der dog var aflyst i både 2020 0g 2021.
Det var 10. gang OK Roskildes Grå Pantere stod for dette arrangementet, så vi har efterhånden fået så meget rutine, at arrangementet bare kører helt uden problemer, og med færre deltagere end vi tidligere har haft, var det for det meste ret afslappet.
Ved Supersprinten bliver der dog altid nogen trængsel, når de mange elever skal have udleveret kort og instrueres i brugen af Sportident, startes og igen have aflæst Sportidenten i mål, for at få udskrevet deres løbstid. Men der er indført strenge rutiner, der sikre at alle kommer igennem uden forsinkelser. Supersprinten var i år en bane på 800 m, som den hurtigste løb på under 4 min. Eleverne gik højt op i tiderne, og de udleverede stræktidsstrimler blev sammenlignet flittigt. Da løbet er kommet under Skole OL, var der lidt mere at løbe for i løbet med de valgfrie poster. Klassen der fandt flest poster, som gennemsnit pr elev, vandt nemlig en tur til Skole OL Finalen, som i år er i Billund. Vinderne blev: 4C fra Sct Jørgens skole, 5b fra Tjørnegårdsskolen og 6A fra Sct Josef skole. |
Janne