Logo divmatch13

Klub / Aktiviteter

















5 medaljer i DM-sprint

OK Roskilde havde 12 af klubbens mest inkarnerede sprintløbere til start i dette års DM, der blev afviklet i Ebeltoft. Det gav et flot resultat på fem DM-medaljer – fordelt på 2 guld, 1 sølv og 2 bronze.

Det var århusklubben OK Pan der stod for stævnet, og de formåede at skabe et velarrangeret sprintstævne for mere end 400 løbere med gode og udfordrende baner. Eneste minus var fraværet af en egentlig resultatformidling. Banerne gik primært i den nordlige del af den gamle bykerne med afslutning på en boldbane hævet over byen. Sprintbaner kan have meget forskellige udtryk, men her var det med at holde koncentration hele tiden, når der skulle orienteres ind og ud af baggårde, pladser og smalle stræder.

Når man er verdensmester i sprint, så må Inge Jørgensen (D75) også være storfavorit til at vinde DM. Hun levede da også op til favoritværdigheden ved at snuppe guldet for sjette år i træk. Men det var kun med et forspring på 11 sekunder, da Ane Veierskov ganske imponerede vandt DM-sølv med et nærmest fejlfrit løb.

En tidligere verdensmester, Janne Brunstedt, vandt overbevisende klassen H75 med et forspring på 1.22 foran Hans Chr. Strib, der er medlem af OK Roskilde, men starter for OK Gorm Jelling. Janne har nu vundet guld i fem forskellige klasser: H55, H60, H65, H70 og H75.

Et nyt navn er kommet på vores medaljeoversigt (nr 72), da Thomas Gadsbølle sikrede sig en bronzemedalje i H35. Thomas var ellers hurtigst på de fleste stræk, men et par store bom kostede guldmedaljen. Thomas har tidligere huseret i OK Esbjerg. Der var også en bronzemedalje til Ole Svendsen i H80.

Morten Jensen

dm_print.jpg
OK Roskildes medaljetagere til DM-sprint 2023

Resultater fra DM sprint.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     5. juni 2023