![]() |
![]() |
Udstyr
Som i mange andre idrætsgrene kan du nemt bruge mange penge på udstyr, sko og tøj, men i O-sporten gælder det som begynder om at tage det helt roligt - der er noget udstyr, som er nødvendigt, og så er der udstyr, som er rart at have. Og så er der en hel masse, som er for de mere nørdede.
Kort: Hele ideen med orienteringssporten er evnen til hurtigst muligt at finde vej gennem ukendt terræn til de angivne poster ved hjælp af kort og kompas. Kort med din løberute udleveres ved starten af hvert enkelt løb, og efter løbet får du altid dit kort med dig hjem.
Kompas: De fås i mange typer og prisklasser. Du kan låne kompas til træningsløb. Kompas fås til både venstre og højre hånd. Du kan købe kompas i specialbutikken på Stævnepladser og på internettet.
Sko: Orienteringsløb kan gennemføres i almindelige løbesko. I skoven er det en god ide at vælge særlige løbesko med knopper/pigge for at gøre løbet mere sikkert på f.eks mudrede underlag. Almindelige sportsforretninger forhandler sko til crossløb f.eks. Løberen i Ringstedgade, og ved større konkurrencer er der ofte en specialbutik, som sælger særlige O-sko.
Tøj: Tætsiddende lange løbebukser - tights - er nødvendigt ved løb i skov - de fås både til sommer- og vinterbrug og beskytter bedre mod brændenælder end korte bukser, som kan være ok til byløb. Ærmelængden på løbetrøjen er en individuel beslutning efter temperatur, og om det er til løb i skov eller by.
OK Roskilde sælger en klubdragt, som består af lange bukser samt løbetrøje med både korte og lange ærmer. Klubben sælger også trænings-/overtræksdragter, som er rare at have på, når det er koldt før og efter et løb. Klubben ser gerne, at du ved deltagelse i større løb, f.eks. DM, løber i klubdragten, men der er aldrig krav om, at du køber en klubdragt. Se eksempler på klubtøj
Vi har en særlig ordning for de yngste medlemmer om lån af klubtrøjer.
SI-brik (sportident): Ved nogle træningsløb og de fleste konkurrenceløb anvendes en såkaldt SI-brik, en lille ”dims” til at sætte på fingeren, og som indeholder en elektronisk chip til elektronisk registrering af posterne. Du kan låne en SI-brik til en klubtræningsaften.
Hvis du deltager i mange konkurrencer er det nemmest, at du har din egen SI-brik. I begyndelsen kan du leje dig frem til en brik ved hvert enkelt løb. Lejeprisen er oftest 15 kr./løb. En SI-brik koster omkring 600 kr. afhængig af type. Hvis der bruges SI-brik til en konkurrence, så er det altid tydeligt fremhævet i indbydelsen til løbet.
Ved nogle konkurrencer i Jylland bruges et andet elektronisk system kaldet EMIT. Ved disse løb kan du leje en EMIT-brik.
GPS: Et orienteringsløb kan til enhver tid gennemføres uden at medbringe GPS- eller løbeure/mobiltelefon. Vi kender ikke koordinaterne på postplaceringerne før løbet. Rigtig mange O-løbere har stor fornøjelse i efterfølgende at nørde med GPS-urets optegnelser på computeren og lægge løbet på O-track til sammenligning med andre.
Briller: Hvis du er ked af at løbe i skoven med dine egne briller, kan du købe løbebriller med forskellig styrke. Nogle bruger også løbebriller for at beskytte øjnene mod f.eks. grene. Butikken på stævnepladsen sælger dem, og brilleforretninger i Roskilde sælger særlige ”professionelle” sportsbriller!
Rygsæk: Næsten alle O-løbere bærer rundt på en rygsæk med et indbygget stolesæde, så løberne altid har egen siddeplads. Rygsækken kan rumme dit løbetøj/skiftetøj og -sko mv. Ved større konkurrencer medbringer klubben et tunneltelt, hvori vi kan sidde overdækket på stævnepladsen, hvis vejret er dårligt.