Logo sommer_boeg

Klub / Aktiviteter
















Meget flotte resultater af Andreas ved JEC

Derfor deltog han ikke i divisionsmatchen.

Sidste uge, nærmere betegnet d 15-17. sept. blev Junior European Cup (JEC) afviklet i Østrig. Tidligere blev det kaldt for ”Det uofficielle europamesterskab for juniorer”. Af de store O-nationer, manglede vist kun Sverige.

Her viste Andreas sin rigtige styrke i H20. Den flotteste præstation leverede han på Langdistancen, hvor han fik en 3. plads i det 41 mands store felt, kun 41 sek fra no 2, på den 8,5 km lange bane med 385 m højdestigning (pyh. ha..). Marius Thrane, som vandt banen og Thor Nørskov, som vandt H18, beskrev på DOF´s nyhedsside banen som spændende, krævende og meget stenet.

jec_lang

Andreas løb stafet på det danske 2. hold med i alt 31 hold. Holdet fik en flot 7. plads, kun 3.40 min efter de vindende nordmænd, medens det danske 1. hold blev nr. 2. JEC er den eneste stafetkonkurrence, hvor Danmark kæmper mod de andre nationer ud over ved Junior-VM. Derfor tester man altid næste års 1. hold her - og da Andreas næste år rykker op som seniorløber, var det jo udelukket, han kunne komme på 1. holdet. I stafetten løb Andreas imidlertid på den 7. hurtigste tid af alle og den næstbedste danske tid. De danske juniorløbere, både pigerne og drengene, er i disse år meget jævnbyrdige og alle er blandt verdens bedste. Men det er jo et luksusproblem.

På sprintdistancen blev Andreas nr. 12 af 39 løbere. Som altid var tiderne tætte og få sek. betød flere pladser op eller ned. Også en flot præstation.

Herefter drog landsholdet videre til Slovakiet, hvor der skulle trænes 2 dage frem mod næste års junior VM. Her kan Andreas desværre ikke deltage, da han rykker op i seniorklassen. Her bliver konkurrencen naturligvis meget sværere. Men vi tror på dig, Andreas. Du har før præsteret det umulige. Jeg husker allerede de første par gange, hvor du var med i Jylland og skulle prøve kræfter med de vestjyske klitter, med eller uden bevoksning. Det har vi andre fortsat besvær med. Jeg spurgte dig om, hvordan du dog fandt vej tværs gennem terrænet. Du viste mig din rute og pegede bare på nogle fixpunkter og så var det bare derudad.

Held og lykke

Det skal lige bemærkes, at Danmark fik adskillige podiepladser. Jeg har ikke talt op, men mon ikke vi blev den bedste nation. Et flot resultat af et langt, sejt og målrettet træningsarbejde med de bedste trænere

John Tripax,
Formand for eliteudvalget

okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk     29. september 2011