Sådan en lørdag med højt solskin og fuldstændig blå himmel kan man næsten tro på, at foråret er på vej. Tilmed kunne vi fra basen i Boserup se råvildtet springe kåde hen over markerne.
Det flotte vejr lokkede i alt 33 store og små til lørdagsløb i skoven. Flere familier dukkede op og skulle prøve orienteringsløb for første gang - nogle lokket af omtalen i kommunens Vinterferiebrochure. Og en hel spejdertrop havde planlagt, at dagens aktiviteter handlede om at finde vej i skoven med vand og madpakker i rygsækken.
Alle løbere vendte heldigvis tilbage - og de fleste med smil og efter at have fundet posterne. Nogle af de mindste havde fået godt med motion og frisk luft, kunne vi se, når de sank sammen ved bordet i målet. Én familie var nær blevet løbet ned af en række rådyr. Børnene fortalte, at én post stod så langt ude i en midlertidig sø, at det ikke var muligt at bygge en bro derud!! Så den blev ikke klippet- til gengæld forblev fødderne tørre!
Jytte Hougaard
|