Jukola.

Sidste år var det første gang jeg mødte op med mine finske venner for at deltage i Jukola. Jukola er verdens største O-løb med mere end 10.000 løber som deltager i en syvmands stafet. Stafetten begynder kl. 10 om aftenen og strækker sig til næste morgen med strækninger mellem 8 og 15 km. Deltagerne kommer med alle evner, fra verdens bedste til nogle som løber o-løb bare en gang om året til Jukola. Hvis det kommer til finsk terrain så er jeg nok i den sidste kategori, eller værre.

Pikku Hukat (som holdet hedder og som åbenbart betyder noget som ”de unge/små ulve”) har deltaget med succes i Jukola i otte år og var også i dette år så venlige at optage en som ikke kan finde vejen ind finske skove. Jeg fandt så en billig flyrejse til Helsinki og snart var det også aftalt at Leonard skulle komme med igen også for at møde Miika hans finske ven fra England.

En af de finske fyre skadede knæet før løbet og så blev der søgt en erstatning. Det er svært at finde i Finland (fordi alle som kan løbe, allerede løber til Jukola) og fordi jeg blev drillet forskellige gange med at den danske deltagelse i Jukola er ringe (mens lande som Spanien stiller op med mange deltagere), sendte jeg en besked rundt på OKR listen. Det medførte til en forøget dansk deltagelse, da Asger besluttede sig at tage muligheden for at løbe deroppe, også hvis Pikka Hukat havde fundet en ekstra løber i mellemtiden.

Så to dage efter jeg var kommet tilbage til det danske rige fra Kina tog Leonard og jeg ud til Lufthavn og rejsen gik til Helsinki med o-sko, kompass og sovepose og ikke mere da der er kun håndbagage med lavprisflyselskaber. I lufthavnen i Helsinki ventede Tuomas på os (som løber for Delta klubbens tredje team i år og har lavet mig bekend med o-løb) og vi kørte straks ud til Savola Nationalparken hvor posterne var udsat fra et træningsløb weekenden før. Åbenbart fjerner man kun emit enheder direkte efter træningsløbet så posterne kan bruges en hele uge før de bliver sat op til nyt træning. Smart.

Antti, som er organisator til Pikku Hukat mødte også op og en time efter landingen var jeg parat at kaste mig ud i en finsk skov i regnvejr. Vi løb så en 5 km småkurs mens Antti og Tuomas prøvede at forklare hvad man skulle være opmerksam på, f.x. at ”gul” i finland betyder ikke bare ”åben” men også meget fugtigt og derfor mindre gennemløbbar som mose. Vi voksne løb turen med uret og fidusen var at vi lagde chokolade ud på posterne, mens Leonard og Miika løbede imod uren med ekstra motivation at finde chokoladen.

Næste dag belv da besluttet at jeg skulle låne en af de to biler fra familien da Tuomas’ kone Sato startede tidligt i kvindeløb, den såkaldte Venla stafet. Jukola og Venla gå tilbage til en finsk nationalepos om syv brødre og fire søstre, som altid holder sammen. Åbenbart er den ikke kendt meget udenfor Finland, og det undrer mig hvorfor. Så kørte jeg med Miika og Leonard ud til Espoo stationen for at hente Asger som havde tilbragt dagen før med turisme i Helsinki, og efter små 2 timers kørsel stod vi i køen ud til Toerisevae, tæt på den Russiske grense. Teltene var snart sat op, og så nyder man starten af kvinderelay, kæmpestort intersport (kan man få de fantastiske sko på tilbud med hjem i håndbagagen?), spiser noget varmt, tager tur i træningsområde med kurser mellem 2 og 4 km. Teltbyen rummer omgring 30.000 mennesker, og er utroligt godt organiseret. Fra sidste år og fra Spring Cup vidste jeg godt at græsplæner bliver hurtigt til mudder hvis nogle hundred mennesker løber over dem. Derfor tilbragte jeg hele tiden med fødderne i gummistøvler. Det regnede nu ikke, det var tørt og varmt, og så var fødderne våde hele tiden.

Efter Jukola start med få tusinde løber og lygter ind i det mørke, følger man så løbet på skærmen. Kl. 2 var også børnene trætte med at løbe rundt og vi lagde os til at sove. Jeg var løber nummer fem og vi havde regnet ud at det skulle være min tur omkring kl 7. På mobilen kan man så følge fremskridt af teamet til hver eneste radiopost, hvor der er tre eller fire på hvert afsnit. Pikka Hukats løb gik bedre end forventet og natten var slut kl 5, hvor jeg hastede mig ind i våde o-sko og det velkendte papegøje udstyr.

Problemet var nu bare at jeg skulle få emit brikken fra løber nr. tre, som jeg prøvede at finde i hans telt. Jeg huskede området men da var fem seks telte. Skulle jeg stikke hoved ind i vær eneste? Jeg råbte efter ham og derefter besluttede jeg mig at tage op til starten, hvor han sikkert ville vente på mig. I virkeligheden var han faldet dybt i søvn, og jeg blev lidt nervøs, da løber nr. fire var allerede tilbage og jeg stadigvæk ikke havde en emit brik. Heldigvis møder man en del folk og jeg fik fat i Markus, som efter jeg forklarede situationen straks hentede sit egen emit for at låne det. Dermed kunne jeg gå ind til starten, hvor Antti råbte højt efter mig og hvor mit løb begyndte med 20 minutter forsinkelse.

Mange gange har jeg fundet ud af at det er den første post som er vigtigt at løbe hen til med høj koncentration og det fik jeg bekræftet på en uhyggelig måde. Træt, koldt og ophidset efter ventetiden løb jeg lige forbi posten og derefter kunne jeg ikke finde ud af hvor jeg var. Det tog godt nok tid for at blive rolig og forlade den der ”halshuggede høne” tilstand. 40 minutter i alt (det inkludere 20 minutters fosinkelse) for en 700 m strækning er ikke helt imponerende. Derefter gik det bedre og jeg fandt en rytme, igennem den meget detailerede skov, med masser af 30-40 m bakker, med store sten, klipper og fjelde.

På Jukola møder man en del mennesker i skoven og der er altid nogle som spørger efter vejen (hvorfor havde jeg ikke gjort det til post nr. 1?) og der er altid mange som gerne hjælper. Mit eget løb gik nu stille og roligt og fejlene blev begrænset. Jeg fandt den forkerte slugt, en gang, og det kostede en del tid for at klatre 5-10 m tilbage. Selv om det havde været fint at tage to lag tøj på kl 5 var det nu kl 8 og solen var langt op: Så turen blev ret varmt til sidst. Endeligt nåede jeg mål, og det eneste gode med mit løb var at jeg ikke havde stemplet forkert. Med min fine tid af lidt over to timer for 8.5 km (skam!) havde jeg tabt 200 positioner for Pikku Hukat.

Det betød at den sidste løber skulle deltage i fællesstart. Men de sidste 2 løbere løftede også teamet igen og til sidst var løbet gennemført og placeringen var 652 efter 12:55 timer, 120 positioner bedre som i 2010. Leonard sov stadigvæk da jeg var tilbage, så benyttede jeg tiden for brusebad, og mødte op med teamet for at få kort (nej, jeg vil ikke offentligtgøre gps sporet på kortarkiv, det er bar utroligt pinligt!). Det blev aftalt at vi i hvert fald skulle mødes om et år på Jukola 2012, som finder sted tæt på Helsinki. Jeg har nu mål for 2012 at komme ned til en acceptabel km tid (under 10 min/km???), men måske er det nødvendigt at være mere ”sisu” for det end jeg er.

Hvad er ikke så vigtigt i forhold til at deltage er at Jukola blev vundet af Halden med Søren Bobach i teamet (Ida Bobach med i team på plads 27 i Venla relay), anden og tredje plads gig til Kalevan Rasti og Delta, med samlet tid på 7 timer 37. Jukola løbet bliver udsend i finsk TV hele natten og der er flere poster som er under videoovervågning. Det ser ret imponerende ud, hvis man kigger med kamera ned ad bakke og ned i skoven ser man lygterne nærme sig.

Rejsen tilbage forløb uden problemer, og da Asger havde samme fly ud blev vi så afhented af hans datter fra Kastrup. På flyet var da en del danske o-løbere, mange kendte, og det bekræftete at dansk deltagelse i Jukola ikke er så ringe, men at de fleste danske løbere løber for andre klubber. Men der findes jo mærkeligt nok også nogle tyske løbere som løber i Dansk klubtøj for finske teams ;-).

Alt i alt er Jukola en stor oplevelse for alle, også børn er højt begejstret over det, selvom de laver selv ”kun” det korte træningsløb. Jukola er orienteringsløb på meget fint og lækkert terræn, med gode kort, kurser i verdensklasse og det bedste er at alle fra eliteløber til nogle hvor jeg kan være med og har en fantastisk dag (eller nat). Det ville være rigtigt fint hvis OK Roskildes farver blev fremvist lidt mere og måske lykkes det at samle syv brødre/søskende til næste år?

Volker

P.S.: Tak til Carlotta og Karen for korrekturlæsning.

P.P.S.: Det var en enkelt sko som rejste den lange vej tilbage fra Helsimki via Frankfurt og Strassbourg til Paris og derefter til København og Roskilde. Den blev nu genfoerenet med Asgers andre sko.

Fem løbere fra Pikku Hukat, læg mærke til gumistøvlerne