Logo anemoner

Klub / Aktiviteter
















Sølv ved DM Sprint til Janne og Inge.

DM Sprint 2012 foregik i år ved Helsingør og for en gangs skyld i bidende kulde! Helsingør Ski- og Orienteringsklub (HSOK) havde valgt et noget anderledes sprint-terræn, som omfattede meget få byhuse og i stedet en del skov med poster på stejle skrænter ned mod Kattegat og udsigt til Sverige. En betagende udsigt, som løberne nok ikke havde tid til at nyde!

De bygningsnære poster var bl.a. placeret i en Ferieby mellem 40 små hytter omkring en sø og det arkitektonisk smukke Konventum- Lo-skolens konferencecenter. Her handlede det om at komme rigtigt rundt i bygningernes kringelkroge for at finde posterne. En post kunne f.eks. ses på den anden side igennem vinduerne, men kunsten var at finde derom! Afslutningen på Sprinten foregik i omgivelserne af 3-etagers boligblokke med mål ved Helsingør-Hallen!

Danmarks Radio mødte for en gangs skyld op som lovet og testede et nyt koncept med fire ubemandede kameraer. Hensigten var at live-streame optagelserne til internettet. Det bliver spændende, om vi kan se det på dr.dk?!!

Det blev til flotte sølvmedaljer til Janne Brunstedt i H60 og Inge Jørgensen i D65. I H12 endte Rasmus Krogh Madsen på en 4. plads- kun 12 sekunder fra bronze og kun 1:16 minutter efter guldmedaljevinderen.

Der deltog i alt 22 løbere fra OK Roskilde.

Andre Top 10-placeringer:
H60: John Tripax nr. 8
D20: Amalie Tripax nr. 9
H65: Ole Svendsen nr. 9
D45: Runa Ulsøe nr. 10
H55: Finn Petersen nr. 10

Jytte Hougaard



Vinderne af sølvmedaljer ved DM sprint

Se flere billeder fra DM-sprint


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk    31. marts 2012.