OK Roskildes har fået en Ironman: Hanne Jessen.

Beretning fra Challenge Copenhagen.

Den 12. august blev jeg Ironman - egentlig burde det jo hedde Iron(wo)man, men jeg blev rettet af en erfaren triatlet, der fortalte at Iron(wo)man er den halve distance, så jeg må lære at leve med, at jeg i triatlon verden er af hankøn.

Drømmen startede for 3 år siden, da jeg blev opereret i det ene knæ og under genoptræningen blev sat til at cykle. MTB'en blev udskiftet med en racer og da jeg senere begyndte at løbe igen, spirede drømmen om at dyrke triatlon. Et par youtube videoer og jeg var overbevist - de var jo for seje (ligesom drømmen om at blive den første Ironman i familien). En ting er videoer, noget andet er virkelighed, hvilket jeg måtte sande efter at have slugt det meste af Roskildebadet gentagende gange, men med hjælp fra min meget tålmodige svoger Mads begyndte det at ligne crawl.

I 2011 lavede jeg min første ½ ironman til Øresund og konkluderede umiddelbart efter, at dem der lavede den fulde distance ikke kunne være rigtig kloge. ”Jo længere, jo dummere”, som man siger, men jeg går åbenbart selv under udtrykket, og efter at have sundet mig et par måneder kom drømmen igen, og så gik jagten ind på den fulde distance.

Efter lidt research blev træningen planlagt: To træningspas pr. dag med stigende intensitet. Det betød, at jeg måtte op og træne, inden jeg tog på studie og så træne igen bagefter. Min hverdag var indstillet på én ting, og det var drømmen om at blive Ironman, så de sidste 9 måneder har været træning, studie, spisning, træning, træning og sove. Det har været FEDT, og heldigvis har jeg en fantastisk omgangskreds, der har støttet op og været mere end villige til at cykle, løbe og svømme med.

Den store dag kom tættere på, og lørdag kunne jeg tjekke min cykel ind og tage til Valby for at sove hos min storebror. Sove… jeg havde ikke sovet ordentlig de sidste mange dage pga. nervøsitet (tror jeg har racet de første 5 ironman i søvne), men det første, min bror spørger om, er, om jeg er nervøs, har ondt, føler mig uoplagt og ikke kan sove. Dertil kan jeg kun svare: ”Ja!”. ”Godt” siger han, ”så er du klar”. Inderst inde vidste jeg det godt selv - jeg var SÅ klar, til at vise hvad jeg kunne, og til at se hvor langt jeg kunne komme.

Søndag morgen, race dag, op kl. 3! og ud til Amager Strandpark med en nervøs men god stemning. Tjekke cyklen (som jeg efterhånden nærmest har fået et forhold til, som var det en meget kær træningskammerat) på med våddragten og badehætte og klar til start. Kl. 7.05 lød kanonen, og vi kunne begive os ud på de 3,8 km svøm - ”vaskemaskinen” som det bliver kaldt, for alle slås, som gælder det liv eller død, og arme og ben flyver vildt rundt. 200 m ude bliver jeg sparket så hårdt i hovedet, at min svømmebriller er ved at ryge af, så jeg stopper op, får styr på det hele og prøver at komme ud på fløjen i stedet for at slås med de andre. Desværre skal man så selv orientere sig i stedet for bare at følge nogle fødder. Efter 500 m kan jeg svømme i mit eget flow, så jeg finder et par pæne fødder at følge efter. Alt går godt indtil jeg møder en ”tosse” der svømmer modsat. Forvirret kigger jeg op og kan se at det er mig der er tossen, der er svømmet over i den modsatte ”vognbane”, så på den igen og tilbage til min egen bane. Resten af svømningen gik godt, og jeg kom i land efter 1:14.

Hanne efter svømmeturen

På bredden er stemningen seriøs - kun spoleret af en ivrig hoppende grøn krokodille - de tosser kender jeg - min kære storebror, hans kæreste og maskotten Croc. Med et smil hopper jeg ud af våddragten og op på cyklen og ud på de 180 km. Jeg havde til dato kun kørt det halve, og hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok ikke fået cyklet det jeg skulle, men afsted det går, og hvis jeg holder et snit på 30, er det overstået med små 6 timer.

Under cyklingen gælder det om at få spist og drukket, og heldigvis er jeg vandt til at spise meget, og min mave er ikke så sart, men fy for fan hvor er jeg træt af energidrik, gels, bars og alt i den dur. Forsøgte at spise Twix og andet godt, men nydelsen er ikke så stor, når det bare skal ned. Efter 180 km med tæt på 30 i snit, kunne jeg meget tilfreds ”smide” cyklen ved Christiansborg, snøre løbeskoene og tage et maraton til dessert. Jeg glædede mig faktisk til at løbe - det gode ved triatlon er jo, at når man er træt af det ene, begynder man bare på det andet. Løb er jo min oprindelige ”sport”, men det er jo lidt vildt, når man tænker, at maraton bare er dessert

Hanne på cykelturen

De første 10 km gik med at få benene til at løbe og ikke cykle, anden omgang møder jeg en stor flok af mine venner og familie, der hepper ivrigt, det var helt fantastisk. Jeg var hel høj, og tog de næste 20 forholdsvis let. Generelt var der en ubeskrivelig stemning med folk, der heppede, musik og fest over alt. Samtidig var jeg ved at græde - tænk sig engang, min sindssyge drøm var ved at gå i opfyldelse - om ikke ret lang tid ville jeg være en Ironman!.

Jeg har løbet et maraton før, så jeg har respekt for 30 km skiltet, hvor førstehjælperne har travlt med at lægge drop og køre folk væk. Jeg prøver at lade være med at lade mig rive med af stemningen, selv om benene bare er gode - eller gode er de ikke, men meget bedre end jeg turde håbe. Jeg er høj af stemningen, men efter ca. 37 bliver jeg træt, får ondt og pludselig får jeg en uendelig lyst til at gå. Efter meget diskussion med mig selv, bliver jeg ved at løbe, og det bliver en æressag ikke at gå. Jeg var forberedt på, at jeg ville få lyst til at udgå 50 gange af alle mulige årsager, men da jeg ikke havde de store ambitioner om tid og var hel høj over at kroppen bare kunne, var jeg ikke et sekund i tvivl - det her ville jeg bare SÅ gerne, og hvis jeg skulle udgå skulle det være fordi kroppen på ingen måder kunne mere. Jeg kom i mål til en fest efter et maraton på 3.57, så den samlede tid blev 11.31.31 - 2,5 time bedre end forventet! Og ikke nok med det, det var hurtigt nok til at sikre mig en DM-Bronze medalje på Ironman distancen for D18, helt vildt!!!

Hanne på vej i mål

Jeg blev modtaget som en stjerne og blevet fejret med manér af en imponerende stor flok supportere, der var kommet for at heppe på mig.

Nu er jeg hjemme igen, benene er minimalt ømme, kun 2 blå negle og en vabel, så jeg tror, jeg har været utrolig heldig. Jeg er sulten som bare fan - første nat var jeg oppe 4 gange for at spise og drikke, anden nat kun 2 gange, og nu efter 4 nætter har jeg fået sovet igennem og sulten er ved at lægge sig.

Armene jaaaaa, de er stadig ikke kommet ned, det har været den vildeste oplevelse, som jeg under alle.

Tusind tak til alle jer der har heppet, hjulpet med træningen, supportet og spurgt til mig.

Hanne