Ca. 20.000 o-løbere af 33 forskelige nationaliteter deltog i det svenske 5-dags orienteringseventyr nær Halmstad fra den 21. juli. Man kan kun være fuld af beundring over logistikken og alt det, der er tænkt på til dette arrangement.
Selv vejret var eventyrligt med stigende grader hen over ugen, og brugen af regntøj begrænsede sig til lørdag morgen inden lukketid, hvor et skybrud ramte campingpladsen. I stedet blev der brug for badetøj især på tredje etape, som fandt sted ved Villshärad - helt ud til havet nordvest for Halmstad. I 27 graders varme boltrede utallige o-løbere sig i afkølende havvand og klitter efter dagens strabadser! Varmen betød også, at det undervejs i løbet var helt befriende at stikke fødder og ben i det kølige mosevand, som svenske skove ofte byder på! Overnatning og transportMange valgte overnatning på campingpladserne i telt eller mobilhomes i ”O-ringen-staden”, hvor der også fandtes informationsservice, aktivitetscenter, butikker, spisesteder, egen radiostation (!) osv. Et kaserneområde var taget i brug, så der var også mulighed for at indlogere sig i køjesenge i bygningerne, hvor soldaterne var sendt hjem! Nogle af disse hjalp dog bl.a. med at køre de store mængder af vand ud til væskeposterne i skovene i bæltekøretøjer. De danske yngre og ældre ungdomsløbere delte sig op i camps omkring madlavning i trangia - vist efter årgange på HNIE! Busser kørte i fast rutefart frem og tilbage fra campingpladsen til stævnepladserne. Indslusning i busserne er skarpt opdelt i båse, så alle får plads efter deres ankomst til opsamlingsstedet. De to sidste dage lå stævnepladsen kun 5 km fra campingpladsen, så rigtigt mange valgte at cykle på egne medbragte eller lejede militærcykler. En indrettet cykelparkering med sektioner efter hele alfabetet, gjorde det muligt at finde sin cykel igen efter løbet! Det var nok mest os bilister, som kom alle mulige andre steder fra, bl.a. fordi vi ønskede en magelig seng i et sommerhus, som stødte ind i kø-problemer til parkeringen. Her var det afslappende at have bestilt en Åben Bane til hele ugen, for de er uden starttid! Stævnearenaer med meget af det heleTre gigantiske stævnepladser - såkaldte arenaer- var bygget op til de 5 dage, og så var der da også lige arrangeret en Sprint til H/D 21-klasserne om aftenen på hviledagen inde i Halmstad. Tre stævneområder til 20.000 mennesker kan gøre en dansk stævneleder helt svedig! Her er virkelig tænkt på alt og i et omfang, hvor OKRs kredsløb kan stå i det ene lille hjørne! |
OK Roskildes nye fane Mobile stadionanlæg |
Kæmpe markområder til parkering, masser af flotte toiletter på pladsen og ved starterne, rigeligt vand ved start og mål, kiosker, elektronisk resultatformidling på skærme, orienteringsskole, ”Miniknat”-børnebane til de helt små, som også kunne parkeres i store indhegninger, hvor de byggede sandslotte, spillede bold og meget mere iført selvlysende veste med numre på! Parkering af hunden var endda muligt!!! Store afskærmede kønsopdelte fællesbade med masser af varmt og koldt vand, som blev opsamlet til genbrug, var også indtænkt!
Fanerne
I det herlige vejr sad så de mange tusinde o-løbere fra hele verden rundt om deres klubvimpler, og det lignede på afstand en farverig blomsterpark. OKRs nye klubvimpel var også med, og jeg kan fortælle, at den heldigvis er let at få øje på langt væk fra!
Banelægning og postudsætning til denne uge er et kapitel for sig, som der uden tvivl kan skrives bøger om! Jeg vil konstatere, at der er baner for alle: små og store begyndere, øvede i alle aldre (også o-løbere på over 90 år!!), mountainbikere, gangbesværede (Pre-O), udfordringer til eliten fra hele verden og mange flere.
Den nye fane på stævnepladsen
Det er lærerigt at løbe i svensk terræn. Her vekslede det i løbet af de 5 dage mellem nåletræsbeklædte bakker, let-gennemløbelige skove med dejlig blød mosbund, store moser med og uden vand, brede åer med og uden ”spang”, stenskrænter, lidt klitter m.v.
Kendetegnende er dog, at der er gode muligheder for kurvetræning i det kuperede terræn. De svære poster er gemt bag højen, i hullet oppe på eller på kanten af bjergskråningen eller bag én af de mange store sten. Det er ikke lige til at gennemskue, hvilke sten, der er indtegnet på kortet - og mosbeklædte sten er i øvrigt en punkthøj i Sverige! Og stier er der ikke så mange af i svenske skove, bortset fra dem de tusindvis af deltagere havde trådt, før jeg kom ud på min bane!!!
Opløbet
Udfordrende ja, men udviklende med 5 dages o-løb i træk! Som ret uøvet i svære svenske baner er det nødvendigt at være vedholdende, bruge sit kompas meget, minde sig selv jævnligt og lydhørt om ”s-s-u-princippet” - og så i det hele taget ”mindfullness-agtigt” nyde den megen tid, man kan bruge i en dejlig skov uden at lade sig stresse af, at mange andre løber så hurtigt og målrettet- endda nedad bjergene!!
Banelæggeren havde været så ”rar” at sætte mange poster tæt på hinanden i kurverne eller ved de mange sten, så der var rigtigt gode muligheder for at finde poster, som havde et forkert nummer!!! Når man som jeg af og til har problemer med at finorientere, er det muligt at søge hjælp ved en forkert post og spørge én af de ”langsomme”, som glad har fundet sin post der, om hvor det så lige er på kortet!! Til gengæld øser jeg også gerne af min viden, når jeg ved, hvor jeg er!!
Cykelparkering
OK Roskilde havde i år omkring 20 deltagere med til O-ringen. Bedst gik det Inge Jørgensen, som samlet sluttede på en rigtig flot femteplads i D65, og Inge vandt sin etape på anden dagen. Andreas H. Boesen deltog i Challenge - en kategori, der lægger op til hurtigløb uden svær orientering, som skal lokke andre idrætsudøvere til at prøve orienteringsløb - og vandt også én etapesejr og blev samlet nr. 5. Andreas valgte denne kategori, da han pga. sin skade endnu ikke må løbe i terræn og derfor kun kunne gå, når han ikke løb på stierne!
Næste år foregår O-ringen i vildtmarksterræn i Boden i Nordsverige, som nok er lidt langt fra Roskilde! I 2014 kommer O-ringen til Skåne, og her kan der måske være basis for en klubtur?! Arrangementet er i hvert fald imponerende og for alle!! Allerede i sidste week-end i september i år bliver der mulighed for at træne i svensk terræn på OKRs klubtur til Blekinge.
Se klubvise resultater mv. under www.oringen.se.
Jytte Hougaard