I pinse-weekenden d. 14-16 maj blev der afholdt Belgisk 3-dages i Belgiens sydvestlige hjørne, med stævnecenter i byen Neufchateau, der ligger et par timers kørsel mod sydøst fra Bruxelles.
Lørdag bød på langdistance i en pænt bakket skov, vi havde fra 110 til 220 højdemeter på hver vores bane. Det var dog nådigere sluppet end HE der havde godt 500! Karoline havde et godt løb og sluttede først i sin klasse, mens Jonas med et par bom måtte nøjes med 3-pladsen. Søndag var der mellemdistance i samme skov, men i en anden, lidt mindre bakket del. Denne dag var det Jonas der kom bedst gennem sin bane og tog førstepladsen, mens Karoline havde dagens 4-bedste tid på sin bane. Samlet lå de begge nr. 2 før 3. og afgørende langdistance. Mandagens langdistance blev løbet i skoven omkring bjerglandsbyen Herbeaumont, med afslutttende poster i lidt park-agtigt område og mål i centrum af landsbyen. Det lykkedes både Jonas og Karoline at holde deres 2-plads, så de kom på podiet. Også denne dag var det en stærkt kuperet skov, så vi fik godt med højdemeter i benene. |
Det var generelt et rigtig godt arrangeret stævne med gode baner i spændende terræn. En god detalje var den fortrinlige forplejning i mål hvor der udover væske også blev serveres friskskåret frugt, og på førstedagen sågar også en lokal ølpølse.
Det med øl var i øvrigt noget, der blev gået meget op i, se billederne med: øl-udvalg i kiosken, ølgave til vinderne og ikke at forglemme, den fantastiske ølstafet efter det ordinære løb søndag. Det var en regulær 3-personers sprint-stafet, hvor man ved start, mål samt ved to obligatoriske væskeposter skulle drikke en øl - nogle af deltagerne slingrede lidt ved målgang, men det var bestemt underholdende at se på.
Se tillige løbets hjemmeside
Runa