Danish Springs har efterhånden etableret sig som den sjællandske sæson premiere, hvor rigtig mange eliteløbere, især fra de nordiske lande, stiller til start.
De 3 dages orienteringsfest startede fredag med sprint i Helsingør på nyt kort, Vapnagaard, hvor bebyggelsen mest består at store boligblokke. Selv om terrænet er meget løbsbetonet, var det lykkedes banelæggeren at lave nogle udfordrende baner med nogle stræk, der ikke var helt simple og blev afgørende for placeringerne.
I eliteklasserne stillede mange af verdens bedste til start, så der var hård konkurrence. Andreas Boesen fik en flot 7. plads i det stærke felt med 68 løbere, bare 13 sek. efter vinderen, Søren Bobach. Rasmus Krogh Madsen fik en flot 5. plads i H-16, godt et min efter vinderen. Lørdag og søndag var der så henholdsvis mellemdistance og langdistance, der begge foregik i Gribskov Nødebo, hvor stævnepladsen, der var den samme begge dage, var flyttet ind i skoven. Ind imellem tittede solen gennem skyerne, og så var der lidt forår i luften. Lørdagens mellemdistance var lagt, så det meste af løbet forgik vest for stævnepladsen. Desværre er der i området et par nye søer og mange væltede træer, der dog for det meste var markeret på kortet, men det gav nogle kedelige stræk med meget løb på store skovstier. Inge Jørgensen var den Roskildeløber der klarede sig bedst, idet hun vandt D70 ret suverænt, idet der var over 7 min. ned til nr. 2. Janne Brunstedt løb sig til en 2. plads i H65. Katrine Krogh Madsen og Rasmus Krogh Madsen blev begge nr. 6 i henholdsvis D-12 og H-16 mens Anders Krogh Madsen blev nr. 10 i H-14. | Andreas i mål til en 6. plads |
Rasmus Møller Jess løb i Men Junior, hvor han blev nr. 14. Kim Baunehøj og Martin Laage Kragh prøvede kræfter med verdens eliten og blev henholdsvis nr. 66 og nr. 67 i det 90 mand store felt.
Søndagens langdistance var lagt nord for området, hvor mellemdistancen blev løbet, så kun lige inden mål kom man i lørdagens løbsområde igen. Banerne havde rigtig mange poster, så de mindede mere om forlængde mellemdistance baner end langdistance baner.
Anders Krogh Madsen klarede sig rigtigt flot ved at blive nr. 7 i H-14. Teresa Søndergaard Pohl blev nr. 9 i D-10 og Janne Brunstedt blev nr. 3 i H65.
Janne
Se resultater, billeder mm. på Danish Spring's hjemmeside