Logo jk-top1.jpg

Klub / Aktiviteter
















Påskeløb i Leeds, England.

Jan Kjellström Festival ved Leeds i Storbritanien.

Jette og jeg deltog i Påsken i årets Jan Kjellström Festival ved Leeds i England. Det var den 50. gang denne o-festival blev arrangeret til minde om Jan Kjellström. For de, der ikke ved det, var Jan Kjellström en ung svensker, der tog til Storbritannien i 1960’erne og havde stor betydning for udviklingen af orientering i Storbritannien. Desværre omkom han ved et biluheld i 1967, og siden da har Jan Kjellström Festivalen været arrangeret til minde om ham. Festivallen arrangers hvert år i Påsken og trækker omkring 4000 deltagere. Formatet har siden 2006 været sprint om fredagen, to individuelle løb lørdag og søndag og stafet om mandagen.

I år blev festivallen afviklet i og omkring Leeds i Nordengland. Sprinten var på Leeds University, der er et ganske kompliceret område med bygninger i flere niveauer og mange trapper, så udfordringen bestod bl.a. i at finde ud af hvor man kunne komme fra et niveau til et andet, gennem bygninger mm. Se kortet fra sprinten.

Det første individuelle løb var i Wass, lige i udkanten af North York Moors National Park. Området bestod af nogle store, dybe slugte, der var ret så stenede. Kurvebilledet var også i nogle områder meget detaljeret, så for mig var det mest kompasset jeg gik efter. Bemærk “gik”, det blev nemlig ikke meget løb, enten pga. de stejle skrænter eller den stenede bund. Det blev en fysisk hård tur, der kunne mærkes i lårene efterfølgende. Se kortet fra dag 2.

Det andet individuelle løb var i Kilnsey i Yorkshire Dales National Park. Et fantastisk flot område med en meget storslået natur. Området er stærkt kuperet med over 200 m højdeforskel på stævnepladsen og det højeste punkt på min bane. Der er ganske mange detaljer i kurvebilledet, så jeg havde ikke helt let ved at finde alle posterne. Vejret var ikke helt med os, men det gjorde jo kun udfordringerne større. Temperaturen var kun 4-5 grader og det blæste kraftigt. Kort tid efter jeg var startet, startede det med at regne og mellem post 4 og 5 (se kortet), hvor der var 75 m stigning, havde jeg stiv modvind med regn og slud mod mig. Så jeg var glad for min cagoule, en let vand- og vindtæt jakke, som pga. vejret var blevet obligatorisk.


Noget af den flotte udsigt i Kilnsey. Bemærk der stadig er sne på toppen i baggrunden

Det britiske orienterings reglement er noget anderledes end det danske. Bl.a. er der en masse sikkerheds foranstaltninger. Et par ting vi morede os lidt over var, at det er obligatorisk at medbringe en fløjte, og det det blev tjekket på vej til start. Det kan blive påbudt at have cagoule på, afhængig af vejrforholdene, og den blev jeg som nævnt glad for under de forhold vi havde på 3. dagen, hvor rigtig mange udgik pga. vejret. Bl.a. vores stafet makker (se senere) besluttede, efter at havde siddet i læ bag en stor sten i 10 min, at udgå og løbe i mål.


Det tjekkes om man medbringer fløjte inden man går til start

På sidste dagen var der 3 mands stafet, og jeg havde forespurgt arrangørerne om der var åbne baner på dagen. Det var der ikke, men de kunne give min email videre til en løber, der ikke havde noget hold. Det viste sig at være en australier, der skulle besøge familien i England, så efter et par email frem og tilbage, fik vi tilmeldt et hold "Dane under" i "Mixed Ad Hoc" klassen.

Stafetten gik i Storthes Haal i et ganske lille område, der dog var udfordrende nok. Den megen regn, der faktisk først sluttede lige før første start, havde gjort, at bunden nogen steder var ret så mudret. Det var en god stafet, hvor en lille del var i et område med bebyggelse; den del var så også forstørret til 1:5000, så det var lettere at se. Jeg løb første tur og havde et rimeligt godt løb. Se kortet fra stafetten.

Det er altid spændende at komme til o-løb i andre lande, og en god ting er, at se hvordan ting også kan gøres. Det er bestemt ikke alt hvad vi plejer at gøre, der er det bedste eller mest praktiske. Ved tilmeldingen kunne man f.eks. selv vælge om man ville starte meget tidligt, tidligt, i midten, sent eller meget sent i det givne start interval. Tilmed fik løbere fra samme klub starttid tæt på hinanden, så ingen risikerede at starte i hver sin ende af startintervallet. Selv om der kun var ca. 25 løbere i Jettes klasse, blev starttiderne fordelt over hele startintervallet, som var tæt på 4 timer. Jette og jeg fik starttider med højst 5 min imellem.

 
Der gøres klar til stafetten
 


Stafetholdet med sidste turs løberen Toby Cooper fra Australien i midten

Da vi ankom til stafet stævnepladsen kunne vi først ikke finde ud af hvor starten gik, og hvordan skiftet skulle foregå, for der var ingen kort ved start eller skiftezone. De viste sig, at alle, både 1. tur og 2.og 3. tur, fik deres kort inden start. Når man gik ind i startboksen eller skifteboksen skulle man gennem et telt, hvor kortet blev udleveret. Kortet var foldet, og det var selvfølgeligt ikke tilladt at folde det ud før efter starten. Når det foregår på den måde, er der i alt fald ingen fare for, at en løber tager et forkert kort, hvilket næsten altid sker ved en dansk stafet.

Resultater, billeder mm. kan ses på hemmesiden for Jan Kjellström Festival.


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     1. april 2016