Man siger vel ikke nej til en udfordring....

Indrømmet: Jeg har ikke løbet orienteringsløb siden nytårsstafetten. De sidste fem måneder har jeg tilbragt på højskole i Hillerød, hvor jeg (indrømmet) nok har brugt mere tid på dansegulvet end i løbeskoene.

Så planen for den store Jukola-weekend i juni var da også, at jeg bare skulle kigge på, når nu jeg alligevel skulle til Finland og besøge Andreas og Emily i deres nye lejlighed i Helsinki.

"Vil du løbe?" skrev Andreas så et par dage før afrejse.
Øh.
"Det bliver sidstetur for 7. holdet - og du kommer helt sikkert i efterstart, så det er ikke pinligt.

I udlandet løber Andreas for den orangespraglede, finske, Ankerklub med det uudtalelige navn, Angelniemen Ankkuri. Til Venla-stafetten (for kvinder) stillede klubben med ni (!) hold af fire løbere, og til Jukola-stafetten stillede de med fire (!) hold af syv løbere.

Jeg vidste godt, at orienteringsløb er meget større i Finland end i Danmark, men den præcise størrelsesforskel kom alligevel bag på mig.
Har man været til fx O-Ringen, har man en størrelsesskala at sammenligne med. Og så alligevel. Aldrig har jeg set så kæmpestort et skifteområde, hvor der skulle være plads til kortene til de cirka 1600-1800 hold i de to stafetter. Der var cirka 20-25 forskellige madboder, og så en pub til at slukke tørsten på den varme sommerdag. Men, som Andreas forklarede mig - Jukola er for nogen finner, hvad DHL-stafetten er for os: Det er den ene gang om året, de løber, og nogen løber direkte fra 1. tur og hen i ølteltet.

Kvindestarten gik klokken 14, og det er i sig selv et imponerende (og skræmmende) syn. Cirka 1600 kvinder der i høj, høj fart vender deres kort og i et ufatteligt hurtigt tempo spurter ud af det cirka 700 meter lange udløb til startpunktet. Alt imens klubkammeraterne, familie og speakeren jubler ved siden af.
Vi fulgte stafetten fra de store skærme på stævnepladsen, men naturligvis havde Ankkuri også medbragt deres egen TV-skærm, hvor den finske makker til TV2 sendte live fra stafetten hele dagen.
Tiden gik, og jeg arbejdede ud fra idéen om, at jeg skulle i efterstarten klokken 18, så jeg havde god tid. Lige indtil vi måtte konstatere, at 9. holdet løb bedre end forventet, og at jeg skulle til at hoppe i løbeskoene!
Således gik det, at jeg kom ud i den finske, store skov ved en 17-tiden. Med 18 poster og 7,9 kilometer foran mig.

Inden jeg løb ud, var min plan at tage det stille og roligt, gå, hvis jeg var i tvivl, og så ellers "KOMPAS, KOMPAS, KOMPAS!". På vej til post 1 kom jeg så i tanke om, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske, hvornår jeg sidste har løbet i et svensk/norsk terræn. Og at jeg aldrig har løbet i Finland før. Nå.
Ved de første 2-3 poster var der både sti og knapt så mange diffuse detaljer, så jeg tog hovedet under armen og begyndte at zigzagge mig derud af.
Sådan fortsatte jeg til post 4 og lavede derfor en stor, meget åbenlys fejl, og stod pludselig på den helt forkerte side af et åbent område.
Okay, jeg måtte lige hanke op i mig selv. Jeg HAR jo lært at løbe orienteringsløb, tænkte jeg. Det er jo bare meget lang tid siden...
Efter post 4 gik det således bedre med det tekniske. Jeg begyndte at lægge en plan, inden jeg løb fra posten før, og måtte så bare acceptere at min teknik var "løb til lavning - stop - løb til næste lavning - stop" og så videre... Som man kan se på kortet, var der ikke nogle store ledelinjer i skoven, så det handlede om at bevare roen til at læse kortdetaljerne én ad gangen. Jeg opgav hurtigt at følge med hurtige, finske kvinder, for blev jeg først væk, ville jeg være fortabt. Hold nu ****, hvor var det sindssygt svært!

Men - til de, der fulgte med på radioposterne på stævnepladsen og hjemme i Danmarks store overraskelse - gik det faktisk rimelig solidt derud af. Meget, meget langsomt og med stor forkærlighed for alle væskeposterne undervejs, og stadig med småfejl. Men det gik!

Jeg begyndte også at gå. Som sagt, min form er langt fra hvad den har været. Da jeg nærmede mig post 14 (publikumsposten), begyndte jeg at tænke, at det nok var meget rart med lidt opbakning, hvis jeg skulle nå helskindet i mål. For så blot at bande og svovle banelæggeren meget langt væk, da det gik op for mig, at der først skulle kravles 20 meter ned og så 10 meter op for at nå publikumsposten - og tilbage igen. Med publikum på. I et åbent område med en 25 grader varm, bagende sol lige ned i nakken. Og, måtte jeg konstatere: De fleste publikummer var vist gået hen for at spise aftensmad i stedet for at heppe på mig.

Teknisk set var der ikke langt i mål. Jeg bommede sådan set heller ikke de sidste par poster, men efter at være kravlet op af skrænten igen, begyndte mine fødder at slæbe sig hen ad jorden. Med det resultat, at jeg tog den direkte på hovedet ned ad en lille bakke. Min arm begyndte at dunke, og resten af vejen måtte jeg lige rotere håndleddet ind i mellem for at være sikker på, at den ikke var helt gal. Samtidig dukkede noget gammel biologiundervisning også op i baghovedet (man når VIRKELIG at tænke mange underlige tanker, når man kæmper sig rundt derude): Ved en skade udløses der adrenalin i kroppen, og det kan man jo faktisk løbe på. Så de sidste par poster overbeviste jeg mig selv om, at den faktisk var helt gal med min arm, og jeg jo derfor kunne løbe meget, meget hurtigere!

I og med at Venla-stafetten har cirka 1600 tilmeldte hold, var jeg jo langt fra alene i skoven. Jeg lærte rimelig hurtigt, at jeg ikke skulle skue hundene på hårene, for muligvis gik det rigtig langsomt for mange af de finske kvinder - men mange af dem var oppe i årene og havde jo derfor årtiers erfaring i de finske skove. Derfor føltes sejren over at løbe direkte i post 17 kæmpestor, da et tog af løbere, der var løbet ud i et bom sammen, begejstrede fulgte efter mig. At det nok var de selvsamme løbere, der havde reddet mig ved de fem foregående poster, prøvede jeg ikke at tænke for meget over. Og at de alle sammen løb fra mig igen, prøvede jeg også ihærdigt at ignorere. Nu skulle jeg bare H-J-E-M. Sidste stræk var et løbestræk, og med rystende ben begyndte jeg at fantasere om den kæmpestore is, jeg skulle have, når jeg kom i mål. Øv, hvor var der alligevel langt i mål. Og hold nu op, hvor var der stadig fart på de finske kvinder, selv efter at have kæmpet sig rundt på 8 kilometer i en finsk skov! Jeg løb i mål på tiden 1:54:02. Undervejs havde jeg tabt 162 pladser (heraf i hvert fald 10-20 stykker i opløbet…), og løb holdet ind som nr. 1002. Cirka 2,5 time efter vinderholdet. Andreas blev så begejstret for, at jeg kom i mål, at han fotograferede og lagde det på Instagram (se billede nedenfor). Men ÅH, hvor var det fedt!

Mathilde Boesen i Ankurris klubtrøje

Heldigvis virkede Ankurris træner også tilfreds, da han mente, at jeg nu bestemt havde potentiale til forbedring - og han derfor håbede på at se mig til næste år, hvor mit mål jo passende kunne være at komme i top 1000!

Efter tørt tøj, noget mad og lidt ventetid, gik herrernes stafetstart klokken 23. På de kanter bliver det jo aldrig rigtig mørkt, så vi sad oppe til klokken 2 og fulgte herrerenes løb (Andreas skulle desværre ikke løbe). Derefter var det bare i seng i et par timer, inden turen gik hjem til Helsinki igen.

Mathilde

Link til bane, og video fra Venlastarten