Det blev et af de Påskeløb, der vil blive talt om de næste mange år. Ikke fordi Påskeløbet 2018 fejlede noget. Det var et absolut velgennemført stævne arrangeret af OK Esbjerg og OK West. Jeg har været med til mange Påskeløb, og der har været mange kolde påsker imellem – men jeg tror aldrig, at vejrforholdene har været så barske som i år. Temperaturer tæt på frysepunktet, kraftig kold vind fra øst, og sne der føg sammen med sand rundt i klitterne. Tempaturen i de mange moser og vandløb, der skulle passerers, var tæt på nul.
Ikke kun vejret var udfordrende, men også terrænet. Hvor første og anden etape var almindeligt svær klit- og plantageorientering med mange udfordringer – så bød tredje etape på baner af sådan en sværhedsgrad, at jeg ikke mindes noget lignende til et Påskeløb. Aldrig har så mange bommet så meget!
Udover vejr og krat havde vi så problemerne med færgefarten til og fra Fanø. Nogle måtte vist vente to timer både i Esbjerg og i Nordby!
OK Roskilde gjorde sig bemærket med hele fire førstepladser.
Inge Jørgensen genvandt D70. Hun vandt både 1. og 2. etape stort – og havde skabt sig et forspring på 14 minutter inden jagtstarten. Men her rodede Inge en del rundt i krat og klitter og sluttede helt nede på 8.-pladsen – men sejrede alligevel samlet med et stort forspring på 11 minutter. Der var 32 deltagere i D70.
Også i H70 var det en roskildeløber, der startede ud med nr et på brystet. Janne Brunstedt havde lavet to gode præstationer ved at blive nr 2 og 1. Men også Janne havde problemer med terrænet på 3. etape og lavede flere bom – og blev hentet af nogle af konkurrenterne. Men det lykkedes alligevel Janne at komme først i mål. Nr 2 blev Hans Christian Strib (OK Gorm), der er passiv medlem af OK Roskilde. Janne Brunstedt vandt også Påskeløbet, da det senest var på Fanø i 2008.
Rasmus Møller Jess blev også sendt først ud i skoven på 3. etape i klassen H20. Det lykkedes Rasmus at forsvare positionen ved at vinde den sidste etape. En flot præstation af vor juniorlandsholdsløber, der jo også opnåede flotte placeringer ved Danish Spring.
Endelig blev Ole Svendsen et noget overraskende vinder af Påskeløbet i klassen H75. Ole havde lavet to fine løb på de to første dage, hvor han sluttede som nr 7 og 8 – og med en samlet placering som nr 6. Men alle konkurrenterne bommede i stor stil på 3. etape – hvad Ole Svendsen også gjorde. Det blev dog Ole, der dukkede først op i målslusen. Der gik dog en rum tid, inden Ole var klar over, at han havde vundet. Så uden at have været i top 3 på de tre etaper lykkedes det alligevel at vinde samlet. Fuldt fortjent.
I klassen H21AK spurtede Martin Laage Kragh sig til en samlet andenplads. Der var kun fire sekunder imellem nr 2 og 4 i klassen. Der var 98 til start i klassen.
I alt 37 rosklideløbere stod på startlisten – 24 gennemførte. Det var i øvrigt første gang siden 1975, at vi ikke arrangerede klubtur i forbindelse med Påskeløbet. Men med en fælles spisning fredag aften, blev der dog markeret et klubfællesskab. Men næste år er der klubtur igen. Så går turen til Holstebro og skovene ved Stråsø.
Placeringer i top 10:
Morten Jensen
Se alle resultater her: Påskeløb 2018.
Herunder lidt billeder fra Påskeløbet på Fanø. Foto: Admiral Strand Feriehuse.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.