Logo bose_sten.jpg

Klub / Aktiviteter

















Guld til Rasmus Møller Jess ved DM-lang

DM lang blev afholdt i ulvens og krondyrenes rige i Stråsø Plantage i Vestjylland. Alene de 9 km mest på grusvej ind til stævnepladsen gav en god forsmag på den vilde og storslåede natur som mange sikkert husker fra Påskeløbene blandt andet i 2019. Afvekslende indlandsklitter med gran, fyr og åbne heder. Nogle af nåletræsbevoksningerne med nærmest labyrintisk karakter og de åbne heder - trods det flotte skue, hvis man havde tid til at nyde det - tunge, knoldede og græsbevoksede.

Ingen af klubbens ungdomsløbere stillede desværre til start og de ældre seniorklasser ramte heller ikke hverken dagen - eller for størstedelens vedkommende stævnepladsen.

Resultaterne for OK Roskildes ellers pålidelige grå pantere var generelt på det jævne og flere løbere måtte lide den tort at have drabelige tidstab i de grønne labyrinter trods stor rutine, god vilje og energi. Ole Svendsen blev disket fra en medaljeplads på grund af det notorisk upålidelige EMIT-system ikke havde registreret de 5 første poster - kombineret med tab af backupkortet på bagsiden.

Klubbens lille, men talentfulde eliteafdeling traf til gengæld dagen! Rasmus Møller Jess er ny Danmarksmester i H21. Det er Rasmus' første guldmedalje nogensinde i et dansk mesterskab idet årene i ungdoms- og juniorklasserne foruden en række top 10 placeringer kun har budt på podieplaceringer og spredte medaljer af mindre ædelt metal. Det er en bemærkelsesværdig præstation i orienteringssportens kongedisciplin. Vilde skrig fra tilskuerne fik på baggrund af speakningens antydninger fra forvarslingen af at det her blev "tæt" skruet farten op på de sidste 100 meter af de 17 km, således at sejrsmarginalen til Eskil Schøning PAN Aarhus blev 1 sekund - Og det efter 1 time 39 minutter og 42 sekunders løb i udfordrende terræn. I et interview med vinderen i bilen hjem fremgår det at løbet var godt og at taktikken med at løbe sikkert og tage fart på langstrækkene blev fulgt. Winsplits bekræfter dette, men også at sejren undervejs i løbet lå i hænderne på mindst en lille håndfuld løbere Løbet og kortet kan også ses her på O-track. Rasmus tog umiddelbart efter løbet til Bornholm for at se på sten med Uppsala Universitet.

 


Rasmus med DM-medaljen af guld

På torsdag går turen til årets sidste opgaver med landsholdet direkte til Euro Meeting Bettmeralp i Schweiz og derefter til World Cup i Cansiglio, Italien. Det sidste er et direkte resulatet af DM placeringen. Formen er god!


Rasmus på toppen af podiet

Michael Leth Jess

Se resultater mm på DM-langs hjemmeside.

Kort og baner kan ses i O-kortmappen og O-Track.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     20. september 2021