Logo /wmoc21.jpg

Klub / Aktiviteter

















WMOC 2021 i Ungarn sluttede med Guld til Inge

Det lykkedes igen Inge Jørgensen at løbe et verdensmesterskab hjem på den sidste disciplin ved Veteran VM i Ungarn, nemlig den klassiske langdistance.

Inden det kom så langt, måtte Inge og vi andre dog igennem både et kvalifikationsløb til skovdistancerne og en mellemdistance finale i svære kuperede terræner i omkring 30 graders varme og brændende sol.

Efter sprint finalen forsatte WMOC med et kvalifikationsløb til skovdistancerne i et meget bakket terræn, der mest bestod af helt åbne områder med spredte buske, der blev gennemskåret af dybe slugte med næsten uigennemtrængeligt krat. Da det samtidigt var meget varmt, 28-30 grader, blev løberne sat på en hård prøve.

Kun 3 Roskilde løbere klarede kvalifikationen godt nok til en plads i mellemdistancens A-finale. Det var Janne med en 3 plads i M70, Inge med en 15. plads i W75 og Finn med en 29. plads i M65. De andre havde problemer med at finde rundt i det svære terræn eller løb ikke hurtig nok til en plads i A-finalen og måtte løbe B-finaler.

Mellem finalen blev løbet i et terræn dels med åbne områder med spredte buske og træer, der lignede terrænet på kvalifikationen, men også et lille område med meget tæt skov. Det var dette skovområde, der gav de fleste problemer; man mistede fuldstændigt overblikket i det jungle lignende terræn, og flere løb uden for kortet, og så er det jo svært at læse sig ind. Det skal siges, at kortudsnittene for de enkelte baner var skåret meget tæt på nogle af posterne, så løb man bare lidt skævt, var det let at komme uden for kortet.

Faktisk var det kun Ole, der klarede disse udfordringer rigtig godt, idet han blev nr 3 i M75B. Dermed blev han opgraderet til at løbe A-finalen på langdistancen.

De øvrige placeringer på mellem finalen: Inge nr. 10 i W75A, Jette nr. 15 i W60B, Volker nr. 22 i M55B, Annette nr. 24 i W65B, Finn nr. 57 i M65A og Janne nr. 64 i M70A

 


Inge på vej til guld (WMOC-sprint 2015)
 


Inge på podiet - WMOC-lang 2021

Langdistancen er sidste disciplin til WMOC; det er også den længste og mest udfordrende. Terrænet, der skulle løbes i, lignede de forgående med mange diffuse områder, men der var også et større skovområde, der dog var mere løbbart, end det på mellemdistancen. Til gengæld var området en hel del mere kuperet, og det blev udnyttet til rigtig gode langdistance baner, hvor vejvalget ofte blev afgørende.

Som nævnt erobrede Inge endnu en VM-guldmedalje til samlingen; de forrige blev vundet i 2014 og 2015. Inge vandt med en margen på 1 min til nr. 2, Sharon Crawford fra USA.


Alle danske medaljetagere - WMOC-lang 2021

De øvrige placeringer på lang finalen: Janne nr. 18 i M70A, Annette nr. 18 i W65B, Jette nr. 20 i W60B, Volker nr. 22 i M55B, Ole nr. 31 i M75A og Finn nr. 60 i M65A.

Se også artiklen på DOFs hjemmeside

Se resultater, billeder mm. på hjemmesiden for WMOC

Janne


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     15. august 2021