Logo skaane13

Klub / Aktiviteter

















Udflugt til Örkelljunga

En bilfuld OKR løbere drog søndag 29/9 til Örkelljunga i Skåne for at for at blive udfordret i svensk terræn.

Vi deltog i Höstrusket, Örkelljunga FKs traditionelle efterårsløb, og de havde i indbydelsen lovet orientering i delvist nyt område, hvor der ikke havde været løbet orienteringsløb før. I terrænbeskrivelsen stod der, at det var et middel kuperet terræn, for det meste med god fremkommelighed i hovedsagelig granskov og til dels meget detaljerigt og med få stier. Så det kunne sikkert blive udfordrende.

Ud over Höstrusket med almindelige baner for alle, så blev der samtidigt arrangeret Älgots Ungdomsstafet for ungdomsløbere op til 16 år. Der var en 3-mands, en 4-mands og 7-mands stafet. Et hold ungdomsløbere fra Østkredsen, der var på U1/U2 fællestur, deltog med flere hold i denne stafet.

Med næsten 500 deltager i Höstrusket og omkring 300 ungdomsløbere i stafetten blev det et helt stort stævne med livlig aktivitet på stævnepladsen. Stævnet var i øvrigt velorganiseret med en glimrende stævneplads og med en speaknining, der naturligt nok koncentrerede sig om stafetten. Det hele var ret festligt, f.eks. var der indmarch op gennem opløbet af alle klubholdene i stafetten. Og Østkredsens løbere fik lov til at gå forrest, lige efter elgen älgot. Se foto nedenfor.

For os levede skoven helt op til forventningerne. Det var et spændende og smukt terræn, helt eventyragtigt med mos i bunden, på sten og på grene, der lå i skovbunden, så det kunne være vanskeligt at se, hvad man trådte på. Der var moseområder helt dækket af blåbær. Se starten af H75 banen her til højre og fotos fra skoven længere nede. Detaljerne i terrænet kunne være vanskelige at læse på kortet, så kompasset skulle bruge omhyggeligt. Vi kom alle igennem vores baner men ikke uden større eller mindre bum, men vi kunne køre hjem en god oplevelse rigere.

   
Starten af H75 banen

Alle resultaterne kan ses i Eventor.

Kort og vejvalg fra Höstrusket kan ses i Livelox og O-kort mappen

Janne


Indmarch til Älgots ungdomsstafet



okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     30. september 2024