Nyeste disciplin inden for vores dejlige idræt er knockout-sprint. Knockout-sprint er kendetegnet ved, at man løber i heat af (normalt) seks orienteringsløbere i bymiljø. Der er samlet start, og tiden har ingen betydning. Det er alene placeringen i mål, der er afgørende. Så man skal ikke kun have styr på sin egen orientering, man skal også have tjek på konkurrenterne.
Kolding OK var arrangør af det kun andet DM i knockout-sprint, som foregik i Drejens lidt øst for Kolding. De gjorde det fremragende, og har været med til at lægge standarden for, hvordan sådan et stævne skal afvikles. Der var karantænezoner, man skulle opholdes sig i inden hvert løb. I den første runde var der endvidere "runners choise", hvor der på 20 sekunder skulle vælges mellem en A, B eller C-variant. De otte finaler - ja der var kun otte DM-klasser - blev afviklet efter hinanden til sidst i stævnet og var meget publikumsvenlig (for os der var slået ud). En finale varede under 10 minutter.
Der har været en del kritik af, at mange orienteringsløbere ikke følte, der var en klasse til dem. En løber på 44 år skulle løbe i klassen 19-44, en løber på 59 år konkurrere med dem på 45, og der var ingen klasse højere end H60 og D60. En god konkurrence i knockout-sprint skal dog helst have mindst 20 deltagere, for at kunne blive afviklet i tre trin: kvartfinaler, semifinaler og finale. Så en udvanding med alt for mange klasser er ikke ønskværdigt. Men et deltagerantal på 120 i år er under alle omstændigheder for lavt, hvis denne disciplin skal overleve. OK Roskilde havde bare tre løbere til start.
Inger Jessen opnåede en meget flot sølvmedalje i D60. Inger var blevet nr 4 i semifinalen, men i finalen lykkedes det Inger at løbe fra to af de konkurrenter, der havde slået hende i semifinalen. Det var en meget glad Inger, der modtog den flotte sølvmedalje umiddelbart efter.
Inger på medaljeskamlen
Allan Søgaard var også nået frem til finalen i H45 via en tredjeplads i semifinalen. Allan var sammen med fire andre løbere med i teten helt frem til slutningen, men var desværre nogle få meter fra en bronzemedalje i målgangen. Men en flot fjerdeplads til Allan.
Undertegnede deltog i den største klasse (H60) med 26 tilmeldte. Jeg var kommet i et meget stærk heat (syntes jeg selv) i kvartfinalen, da det indeholdt både den senere guld- og sølvvinder. Så med en fjerdeplads var der ingen adgang til semifinalen. Men der var så en B-finale, der også blev ganske intens mod fem jævnbyrdige konkurrenter.
Jeg kan kun anbefale knockout-sprint.
Alle resultater mm kan ses på hjemmesiden for DM-Knockout-sprint
Morten Jensen