Hvis den perfekte divisionsmatch findes, så var det sådan en, som OK Roskilde deltog i denne søndag i Rørvig Sandflugtsplantage. En fantastisk sommerdag (i september) i en udfordrende plantage og med et fristende Kattegat bagved.
Dertil et velgennemført stævne af Holbæk OK (som altid!) med gode - og ikke for lange - baner. Og når det så ender med tre sejre til OK Roskilde - og en samlet førsteplads i 3. division (igen) - så var det vel nærmest en perfekt søndag.
54 løbere fra OK Roskilde var fordelt ud på 22 klasser. I ni af klasserne var der en vinder fra OK Roskilde: Agnes Dyrlund Pedersen (D14), Tonje Pihl (D21), Mathilde Hougaard Boesen (D21B), Inge Jørgensen (D70), Bente Pihl (D-let), August Kreiberg Jessen (H10), Mads Pedersen (H40), Kent Pihl (H60) og Janne Brunstedt (H70). Dagens løber blev vores forkvinde Jytte Hougaard. Jytte har lagt op til en debat omkring emnet: "har OK Roskilde en fremtid?" Så for at støtte op omkring dette vigtige spørgsmål, fik Jytte vores maskot overrakt. Eneste debutant på holdet var August Kreiberg Jessen. Mads Pedersen deltog for 10. gang - Kirsten Lindemann og Keld S. Mortensen var med for 25. gang. En bemærkelsesværdig præstation stod Kristian Jager Nykrog (H21) og Bodil Pallisgaard (D40) for. De gennemførte begge deres baner samtidig med, at de passede deres to børn. Kristian startede først ud - men kunne selvfølgelig ikke nå hjem inden Bodil skulle starte. Så Bodil havde børnene med på de første stræk, inden Kristian var kommet i mål og fundet kone og børn i skoven - så Bodil kunne gennemføre resten af banen alene. Alt kan lade sig gøre!
| Dagens debutant: August Kreiberg Jessen 25 x jubilar: Kirsten Lindemann og Keld S. Mortensen |
|
|
OK Roskilde skal således i kamp igen søndag den 22. september i Ravneholm. Modstanderne bliver Holbæk OK, OK Sorø og OK Øst Birkerød. To hold sikrer sig en plads i 2. division 2025.
Dagens løber: Jytte Hougaard
Der gøres klar til at løbe, alle har travlt
Familien Jessen
Morten Jensen (tekst)
Henrik Boesen og Jette Kreiberg (foto)
Link til resultater