Logo Efterår

Klub / Aktiviteter
















OK Roskilde-løbere markerede sig igen ved Århus Coastzone Challenge.


Sidste år kunne man finde OK Roskilde på toppen af podiet i 3-timers klassen, og som nr. 2 i 6-timers klassen ved det årlige adventurerace Århus Coastzone Challenge. Ændringer i konceptet gjorde at eliteklassen fra sidste år, nu i år var lagt sammen med 6-timers klassen, hvilket betød at konkurrencen blev lidt hårdere end sidst. Ligesom sidste år stillede OK Roskilde 2 lige stærke hold, denne gang med begge i 6-timersklassen. Derudover stillede klubmedlem Per Jessen op for holdet Salomon.com.

Optakt:

Holdfordelingen for OKR blev således at vi lavede et hold for de unge drenge; Martin Frich, Casper Meyer og Christopher Sohl (efterskolekammerat til Martin og Casper), og et hold for de gamle drenge; Kim Baunehøj, Søren Jessen og undertegnede. Både Søren og jeg havde således udsigt til en hård kamp mod vores brødre - en dyst som ingen af os gad tabe!

Selve løbet:

Kl. 9 lørdag morgen gik starten for de 92 tilmeldte hold i 6-timers klassen. Der var først en omgang obligatorisk trailrun, hvorefter det gik løs med et kæmpe stjerneløb. Der var omkring 27 forskellige poster, der alle gav mellem 10 og 30 point. Det var umuligt at nå ud til dem alle på de 6 timer, så man måtte prioritere efter ambitionsniveau og talent. Mit hold valgte at fokusere på de lidt kedeligere og mere fysisk krævende opgaver, da det var her man kunne hente en masse point. Vi fik selvfølgelig prøvet gamle klassikere som o-løb, MTB-O, kano, ildslugning og cross-fit, hvor vi vidste hvad vi kunne. Det var imidlertid langt fra nok til at udfylde de 6 timer, så vi forsøgte os med nogle af de mere utraditionelle poster. Flere af posterne gav inspiration til næste års Skt. Hans Adventurerace (hvis det bliver til noget), så jeg vil helst ikke afsløre alt for meget.

Af sjove ting bør dog nævnes følgende:

Kickbikes: Et kryds mellem en mountainbike og et løbehjul. Store robuste dæk, og en støddæmper på forgaflen, gjorde en køretur i skoven til en helt ny oplevelse. Det var naturligvis rigtig hårdt op ad bakke, men nedkørslerne var virkelig fede!

Vandballon-katapult: Man skulle først fylde nogle vandballoner, hvorefter man fik udleveret en stor elastik, der fungerede ligesom en slangebøsse. Nu gjaldt det om at skyde til måls på 20, 30 og 50 meter; Virkelig sjovt, men svært!

Bueskydning: På ca. 10-15 meters afstand gjaldt det om at ramme skiven, indtil man fik 100 point. Hverken Søren, Kim eller jeg kan ligefrem kalde os mesterskytter, så det tog sin tid…

Zumba: Desværre havde mit hold ikke tid til at prøve denne fitness-dans, som der bl.a. blev varmet op til, ved årets Smuk Kvindeløb. De unge drenge havde imidlertid ingen anelse om hvad posten gik ud på, så de tog chancen og kørte derud. Ved posten blev de mødt af en afrikansk dame, der skulle give de tre 17-årige drenges hofter latin-fever. Efter at have hørt drengenes beretning om dansen, var vi flere der ønskede at den var blevet optaget på video. Spørg evt. Martin og Casper, om de ikke lige kan vise hvordan man gør ;-)

Efter løbet:
Kim
Kim viser hvordan rigtige mænd dyrker crossfit
 
Soren-Martin
Søren og Martin udveksler taktikker
 
Loemler
De unge lømler på vej i skiftezonen
 

Der var naturligvis en del ære på spil imellem de to Roskilde-hold, og det var ikke helt til at finde ud af hvem der havde vundet. Under præmieoverrækkelsen fandt begge hold ud af, at indsatsen ikke havde været helt god nok i år (konkurrencen havde også været hårdere + en milliard andre undskyldninger). Per Jessens hold Salomon.com havde imidlertid haft fart i benene, så de endte på en 2. plads, med meget få point op til nr. 1. Ifølge Per havde holdet luret for sent, at der var en fordel i at tage de fysiske poster, der gav mange point, i stedet for de små sjove poster.

Vi andre kunne naturligvis ikke tage hjem, før vi fik afgjort vores lille interne konkurrence, der pludselig havde et par pizzaer og en kasse øl på højkant. Efter lidt snak frem og tilbage med dommerbordet, fik vi dem helt ekstraordinært til at tælle vores point sammen. De rutinerede ræve (læs mit hold) havde fået 230 point, hvilket rakte til en delt 8. plads - de unge lømler havde 240 point, en delt 5. plads af de 92 startende hold. Det blev derfor til den mindst mulige sejr over mit ellers formstærke hold. Martin, Casper og Christopher har derfor håneretten helt indtil foråret, hvor vi regner med at stille op til Nordisk Challenge - et 18-timers løb i Silkeborg, der trækker tænder ud!

Tobias Frich - En træt storebror

Tobiaso
Tobias i gang med kettlebell-swings

Salomon
Holdet Salomon.com ved posten "Bycykelrace"

Århus Coastzone Challenge   Resultater   Fotos er fra Århus Stiftstidende


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk     3. november 2010