 |
 |
Klub / Aktiviteter
Tiomila 2010
Af Kristian Juda Husgard
Min tur til tiomila startede direkte efter arbejde lørdag eftermiddag, da Anders og Jakob kom og hentede mig i Lyngby. Herfra gik turen via Helsingør-Helsingborg til Finspång, der er en mindre by tæt ved Norrköping. Nærmest med det samme som vi var kommet over med færgen i Helsingborg begyndte det at regne. Da det stadig regnede efter næsten to timers kørsel, begyndte vi at blive lidt nervøse for, hvordan vejret ville arte sig om natten, når løbet skulle gå i gang. Men skyerne drev væk, og i solskin ankom vi til Finspång omkring kl. 20, alle spændte på den store stafet som ventede os. For en debutant som mig var stævnepladsen virkelig stor. De havde formåede at lægge den rundt om et stadion så der samtidig kunne være en tribune op ad starten. Ret godt klaret synes jeg. Ud over det var der to store skærme, som hele tiden viste den aktuelle stilling, løbernes vejvalg vha. GPS., samt interviews med løberne. Ud over det gemte der sig også en speaker ude i skoven, som viskende fortalte hvordan løberne klarede sig.
|
OK Roskildes 10 deltagere bestod af:
|
|
Der var på forhånd opsat et militærtelt som vi alle kunne sove i, og Kim havde også medbragt en presenning, så vi kunne sove tørt.
Starten for herrene gik kl. 22, og igen ventede der sig, for mig som debutant, et vildt syn. At se ca. 350 løbere med pandelamper starte på samme tid, og i vildt spurt løbe fra stadionet og op ad et bjerg er ret imponerende at se. Løberne kunne følges hele vejen op ad den store skråning, som stævnepladsen lå for foden af, og herfra kunne man se, hvordan gaflingerne til post 1 ledte toget af løbere i 2-3 retninger.
Efter at have sendt Christian Grønberg godt af sted, kunne vi, som ikke skulle løbe foreløbig, krybe ned i soveposerne og få lidt søvn inden vi selv skulle løbe. Men en faktor de færreste af os formåede at kontrollere var kulden. Om natten fik vi frost, og de fleste af os lå vist og rystede lidt i vores soveposer, da vi skulle falde i søvn. Man skulle vist have haft den store vintersovepose med for at have kunne ligge varmt, eller militærets udleverede soveposer med overtræk som Tobias smart nok havde taget med. Jeg tog et par ekstra lag tøj på og nåede ca. at sove en time, da Tobias vækkede mig, efter at have sent Kim ud på ”langenatten”(16,8 km). Jeg vidste, at Kim trods sin hurtighed, nok ikke ville være i mål inden for to timer, så jeg gav mig god tid. En rigtig fed ting som man kunne bruge tiden til var de computere, som stod nær starten. Her kunne man taste sit startnummer ind og se, hvornår løberne fra sit hold havde passeret radioposterne. Jeg kunne se, at Kim løb med meget stabile mellemtider på ca. 10 min/km, så derfor kunne jeg nemt regne ud, hvornår Kim ville nærme sig publikumsposten. Jeg vidste at Kim var ret presset, fordi han ved publikumsposten havde sagt at han havde haft kramper ude på banen. Så for at gøre det nemmere for Kim, at se hvor han skulle løbe hen efter mål for at blive afløst, stod jeg og råbte og fægtede med armene, men det var tilsyneladende ikke nødvendigt, da Kim efter løbet spurgte, hvad jeg stod sådan og hoppede for.
Da jeg begyndte 4. turen var det så småt begyndt at blive lyst i horisonten, men der var desværre ikke nok lys til at hjælpe mig på de to første poster. På vej til post 1 følger jeg det åbne under nogle elledninger, og holder til venstre af en større sti, men nybegynder som jeg er, følger jeg efter to hurtige løbere som løb væk fra stien ca. i den retning jeg også skulle. Men desværre var de for hurtige og de holdte vist også for langt til højre fandt jeg senere ud af. I hvert fald var området super diffust og de løber fra mig, så jeg bruger en masse tid med at lede efter terrængenstande som mindede om min post. Jeg blev til sidst nødt til at løbe ud til en sti for at finde ud af, hvor jeg befandt mig. Via stien finder jeg heldigvis nemt ind til posten. Til post 2 går det desværre endnu mere galt. Strækkes går på tværs af en masse mindre moser, og nogle diffuse høje. Min plan var at følge en tæthed på min højre side, men igen mister jeg fuldstændig overblikket og må spørge om vej HELE TO GANGE på samme stræk. Måden jeg endelig fandt frem til posten var IGEN at løbe tilbage til en større sti og følge en mindre sti, der gik i retning mod posten. Så allerede efter de to første poster kunne jeg give mig selv lektien at følge stien uden om i stedet for risikable ruter direkte på. Den lektie efterlevede jeg og kom heldigvis i en noget sikre stil igennem resten af banen. I mellemtiden var det blevet lyst og jeg fik glæden af at løbe i mål i solopgang 1:59 timer senere, puh og så skulle der vist også være plads til forbedringer der.
Oplevelsen ved at løbe i svensk skov ved så stort et stævne, med så mange mennesker og med den specielle stemning overskyggede heldigvis at man havde en dårlig tid og man halvt var faret vild.
Vores hold skulle som så mange andre hold i omstart kl. 11. Her havde vi de sidste tre løbere, Zoltan, Jacob og Volker, med. Igen blev starten et imponerende syn, hvor omkring 400 løbere starter samtidig. Efter omstarten satte vi os ved publikumsposten og nød varmen, som vi, efter en kold nat, nød ekstra meget. Samtidig kunne vi også få vores kort, så vi havde rig mulighed for at diskutere smarte vejvalg og irriterende bom.
Resultatet for OKR's ti løbere blev således:
| Vi kom til Tiomila for at opleve en af verdens største orienteringsstafetter, og det var aldrig målet at få en god placering, kun at alle fik en god tur i skoven. Jeg kan kun snakke for mig selv, og jeg synes at det har været en af de fedeste orienteringsoplevelser jeg til dato har haft. Jeg blev både udfordret af den svære tekniske skov, og af natorienteringen samt af de mange gaflinger som banen indeholdte. Jeg prøvede et, for mig, meget anderledes koncept med ti personer på hvert hold og med delvis nat og dagsorientering og jeg håber på også at kunne prøve det igen næste år. |
|
Tak for denne gang, vi ses forhåbentlig næste år
Kristian.
Se billederne fra Tiomila 2010