Som I nok alle har set på DOF's eller OKR's hjemmesider var junior-VM (på nydansk: JWOC) en stor succes for de danske løbere - heriblandt vores egen Andreas, der sluttede med en bronze-medalje på stafetten.
Klubturen var en lige så stor succes:
Socialt fungerede turen fint for de ca. 40 OKR'ere plus et par tilløbere. Hvordan kan det andet med så gode arrangører som Ane og Henrik, samt Hanne til at styre køkkenet.
2 fødselsdage i løbet af ugen var med til at sætte lidt ekstra kulør på tingene - og sikre nogle gode desserter !
Ugen bød også på pædagogisk indhold - inspireret af at der var en skoletavle i spisestuen. Povl satte forskellige fag på de enkelte dage og stod selv for ”undervisningen” i fx kemi, hvor vi skulle lave molekyle-dans - som regel nogle med O.
Hytten lå fredeligt i et ret øde område ca. 5 km fra kysten - og sommerhusene - og med korte afstande til 3 af stævneskovene: Blokhus, Svinkløv og Kollerup. Jeg nåede at udforske nogle af de nærliggende plantager på den halve fridag om torsdagen - på en 5 timer lang gåtur, som startede i fint solskin, men endte i silende regn. Det gjorde dog ikke noget, da det stadig var varmt, så jeg gennemførte hele den planlagte tur.
M.h.t. o-løbene for os dødelige amatører (JWOC-tour), så var der lidt bange anelser om manglende prioritering fra arrangørerne. Der var ingen gennemgående konkurrence og ingen alders-inddeling. Det lignede ”6 x åbne baner” - og erfaringen siger desværre, at det ofte er venstrehåndsarbejde.
Men heldigvis var virkeligheden anderledes - selvfølgelig var JWOC vigtigst og vi fik da også 2 gange udskudt starten, fordi JWOC var forsinket - den ene aften kom de sidste løbere først i skoven efter 19 (og det var på ”lang”-dagen). Men kort og baner var glimrende alle dage - også de 2 løb, der ikke var i JWOC-terræn.
Nedenfor følger beretninger om de enkelte løb og det vil være en rigtig god ide at se kort og vejvalg i OKR's kortarkiv, som I finder her: Kortmappen
JWOC-tour startede med en etape i Blokhus - eller rettere mellem Blokhus og Rødhus. Den dag var JWOC-konkurrencerne ikke startet endnu, så vi kunne koncentrere os helt om vores eget løb.
Rammerne var glimrende:
Jeg løb en bane 2 på 6 km. Starten var på selve stranden og hurtigt ind gennem yderste klitrække til et startpunkt, hvorfra der var 1 enkelt post i klit-baglandet, der var ca. 100 m bredt og svært at orientere i. Masser af små klitter, huller og krat. Det viste sig hurtigt, at det bedste at orientere efter var de grønne klatter, der var tæt enebærkrat. Der var 3-4 start-poster og efter at have fundet 2 forkerte, kom jeg endelig til den rigtige og kunne via en nem mellempost i overgangen mellem klit og plantage, bevæge mig ind i en nogenlunde regulær plantage med tætte områder, som man helst skulle udenom (ved jeg nu i bagklogskabens klare lys!). |
Stævneplads på stranden ved Blokhus |
på og fandt en lavning som passede, men der var ingen post, så ud at lede efter andre lavninger tæt på - og det var svært i det tætte fyrre-krat. Den lå 50 m mod syd og videre til post 11. Her kom Janne op bagfra og ham lokkede jeg med på et vejvalg igennem et hvidt område. Problemet var bare, at det var fyldt med fældede træer og andet skidt, så det var et dårligt vejvalg, men vi fandt da ved fælles hjælp punkthøjen. Derfra skiltes vi - jeg løb (højre) udenom og fulgte en lysning ind i terrænet og fandt en højderyg, hvor post 12 burde ligge i den østlige ende. Janne var gået lige på og fandt den samme højderyg. Han var dog hurtigst til at finde den rigtige højderyg 50 m sydligere og så var han væk. Post 13 og 14 blev taget i lavt tempo med fin-orientering hele vejen og de sad lige i skabet.
Så kom et banelægnings-teknisk fint halv-langt stræk med både lige-på og højre/venstre udenomsvejvalg. Nu var optimismen tilbage, så jeg valgte lige-på (forkert !). Det var alt for tæt og jeg fik talt forkert på hugningerne, så jeg endte en hugning for langt mod syd og blev først klar over fejlen, da en af de konkurrenter jeg havde fulgtes med tidligere kom stor-smilende ud fra noget krat og pegede bagud - tak for det.
Hjem til hytten, hvor de andre havde været så flinke og tælle os med til aftensmaden.
Dette var første dag med JWOC-konkurrence - sprint omkring Aalborg Universitet, som ligger i et forholdsvis ny-etableret område i den sydøstlige udkant af byen. Egentlig et ret kedeligt område for o-løb - ingen kupering og ingen større grønne områder. Groft sagt ligner området Kristianslund/Wiemosen med lave boligblokke, gårdhaver og legepladser. Dog var der nogle brede kanaler, som man ikke lige kunne forcere.
Oversigtsmulighederne for tilskuere var ikke så gode. Der var dog en god publikumspassage med 2 poster, som var spændende at følge. Bl.a. kunne vi herfra se Emma Klingenberg smide en (guld)medalje, da hun sprang over en af posterne. Hun var så dybt koncentreret, at hun overhørte publikums (og trænernes) advarsler/protester og først i mål gik det op for hende, hvad der var sket. Det kunne være blevet dansk dobbelt-sejr hos pigerne. Andreas startede ret tidligt og løb et godt løb, som sikrede ham en 10. plads. Øvrige resultater i JWOC må I finde på DOF's hjemmeside. Vi skulle løbe præcist de samme baner som JWOC, så det var spændende bagefter at sammenligne vejvalg og tider (ihvertfald for de mange eliteløbere, der løb JWOC-tour). |
Publikumsposten |
Jeg løb drenge-banen og havde luret det rigtige vejvalg omkring publikumspassagen (post 14/15) - det gjaldt om at komme til post 14 ”oppefra” - dvs løbe syd om bygningen.
Mit vejvalg (ligger i arkivet) afviger ikke så meget fra de andres og i mange tilfælde er det få sekunder, der skiller de forskellige vejvalg.
Bemærk dog at jeg - og de 3 medaljevindere - ”går i fælden” mellem post 2 og 3. Første tanke er at løbe op i post 3 ad vejen sydfra, men på vej derhen opdager vi/jeg, at der ikke er passage og må lave et nyt vejvalg - jeg valgte højre om, mens andre valgte venstre om. Det optimale vejvalg vil nok være at gå højre om helt nede fra post 2 (jeg har ikke set nogen tage det vejvalg, så eliten kan også lave fejl !) .
Eneste større vejvalgs-udfordring var langstrækket 9 - 10, hvor der var mange muligheder. Jeg valgte det sikre udenom, hvor jeg til gengæld kunne holde høj fart hele vejen.
GPS'en var desværre ikke fin-indstillet den dag, så min rute er lidt kantet.
Her skulle vi i skoven efter JWOC-konkurrencen på lang distance - og det blev en laaang dag. Vores start var oprindelig sat til kl. 15, blev senere skudt til 16 og endte med først at blive kl. 17. Jeg havde en start-tid 18:57 som den sidste fra OKR, men da John T. Var blevet skadet i Blokhus, fik jeg hans starttid og kom afsted som en af de første.
Men først skulle vi jo lige se Ida Bobach tage endnu en guldmedalje til Danmark.
Svinkløv Klitplantage slutter med en stejl skrænt ud mod havet før kortet fortsatte med et klitområde i stil med det i Blokhus - dog med mere bevoksning.
Jeg løb igen bane 2 på ca. 6 km. Banen startede syd for stævnepladsen i et usædvanligt åbent skov-område. Jeg overså start-posten (som stod 5 m fra boksen) og løb frem ad stien mod en begynderpost, som jeg troede var start-posten - ØV. Omkring og ind i lysningen og så var post 1 ikke svær at finde. Jeg løb sikkert (måske lidt for sikkert) og stabilt frem til post 9, hvor jeg hentede Michael Leth. Post 11 var JWOC's publikumspost og jeg havde set Søren Sørensen med succes ”tage den bagfra” - d.v.s. ind på stævnepladsen og baglæns ind i posten - så jeg gjorde det samme og fik sat Michael. Via en enkelt publikumspost mere gik banen nu ud på skrænten, hvor vi havde 2 poster - sikker fin-orientering så sad de i skabet.
Derfra ned ad skrænten og over i klitterne. Her var vi en større gruppe og jeg fulgte med - til post 120, men jeg og en løber fra Tisvilde stoppede brat op - vi skulle jo have 116 ! - ØV - igen en klassisk fejl.
Mens vi stod og læste os ind på kortet kom Michael op og løb hen og stemplede 120 og ville løbe videre, da jeg stoppede ham og fik fortalt ham, at det var den forkerte post. Sammen fik vi så fundet 116 lidt mod øst.
Næste post lå i en slugt i en ”grøn” klit - så hen langs det åbne, flade klitstykke og ind i de høje klitter, når det passede med kurver og bevoksning. Men hvis I ser mit gps-spor, så er det tydeligt, at jeg laver endnu en klassisk fejl: jeg stopper på den sydligste klitrække og kigger i slugter på den nordlige side, men efter lang tid kunne jeg endelig se, at jeg skulle en tand længere nordpå og så ramte jeg den første gang - ØV igen - og Michael var langt væk !
De 4 sidste poster blev taget med hængende ører og udenomsvejvalg - og modtagelse af Michael i mål : ”hvad lavede du derude i klitterne ?”
- og fødselsdag. Blev brugt til en tur rundt i omegnen sammen med Ane og Tom P. Vi så på flotte naturområder, bl.a. fuglekiggeri i vejlerne.
Igen en halv hviledag, da der først var sprint om aftenen i centrum af Aalborg. Her gik jeg en lang tur i nogle plantager - i regnvejr.
Efter at have skiftet til tørt tøj, kørte vi til Aalborg, hvor der igen var et (sprint)løb kun for JWOC-tour. Kortet var nytegnet og dækkede den gamle, centrale del af byen med mange seværdigheder.Det store samtale-emne var en ny kort-signatur - et sort kryds ved porte o.l., der i følge kortet (se fx Michael Leth's bane i kort-arkivet) betyder: ”Dør, port eller låge som kan være lukket eller låst. Hvis den er lukket, så luk den efter dig”. |
Stævneplads - Aalborg City |
Jeg er født tæt på Aalborg og kender centrum fra mine yngre dage, men selvfølgelig ikke alle de baggårde, hvor vi skulle ind. Jeg havde dog hele tiden en grundliggende fornemmelse af, hvor jeg var og hvad de store bygninger på kortet var. Løbet gik fint - men enkelte steder kunne jeg finde bedre vejvalg, da jeg studerede kortet bagefter. Desværre så overså jeg post 8, fordi post 7-8-9 lå på en ret linje. Det er selvfølgelig min egen fejl, men lidt dårlig banelægning og vi var rigtig mange, der manglede post 8.
Sammen med de mærkelige krydser ødelagde det lidt af fornøjelsen af et ellers godt kort og en god bane.
Kortet er senere indgået i find-vej projektet med ruter rundt til seværdighederne i centrum, så hvis I kommer til Aalborg, så hent kortet på turistkontoret.
Dagen inden havde JWOC haft kvalifikation og skulle nu løbe finaler på mellem-distancen. Begge dele i Kollerup plantage, hvor vi bagefter skulle løbe JWOC-tour. Kollerup er en indlands-plantage - ikke så kuperet som Svinkløv, men til gengæld med større områder med indlands-klitter som er næsten lige så svære at orientere i som klitterne ved havet.
Jeg havde valgt at gå op på bane 1 de sidste 2 etaper - da banerne var lidt kortere her, så det blev igen 6 km. Jeg havde igen byttet starttid - for at Per kunne komme i lufthavnen med Amalie - så jeg var en af de sidst startende. Jeg frygtede lidt at komme til at løbe alene derude, men heldigvis havde jeg hele vejen kontakt med andre løbere - og Povl var sendt ud som forpost (lidt som Jens Voigt i Tour de France).
De første 9 poster gik glat - det var næsten for nemt, alle poster lå tæt på stier og andre ledelinjer. Fra post 9 (væske-post) ville jeg løbe udenom pga de mange vælte træer i det åbne område, men overså nogle stier og kom for langt mod nord - men så kom Povl til undsætning, da han kom ud fra post 10 og fik mig stoppet. Her fik jeg også følgeskab af Gunnar fra OK Øst, men allerede ved post 11 satte jeg dem og fortsatte alene mod de 2 poster i indlandsklitterne (13 og 14). Her valgte jeg at gå lige på og finorientere hele vejen - og fik belønningen: over klitten og lige ned i post 13. 14 gav lidt problemer, men fandt den dog hurtigt og valgte derfra at følge stregen gennem det åbne område, som var svært at løbe i - lidt for forsigtigt vejvalg og ydermere begyndte jeg at lede efter post 15 ved den første høj jeg kom til, selv om det var helt tydeligt, at den kom for tidligt. |
Aftensmad ved hytten Grilmestrene |
Om aftenen var der afslutningsmiddag med godt vejr og grill.
Vi havde betalt for slut-rengøring, så vi kunne i ro og mag spise morgenmad, smøre madpakke, pakke bilerne og feje gulve. Rebild var jo på vejen hjemad, kun Boesen's blev til søndag for at få helten med hjem.
Da vi kom til Rebild var JWOC-stafetterne i gang med 2. turen for pigerne og 1. turen for drengene - med Andreas på Danmark's 1. hold og Søren Sørensen for 2. holdet. Det var lidt overraskende, da Søren havde løbet klart bedre i ugens løb, men træneren havde udtaget holdene en måned tidligere og holdt fast. Det havde løberne vidst hele tiden, så de ikke skulle kæmpe om stafet-pladserne i løbet af JWOC-ugen. Sikkert en god politik og ihvertfald sikrede det OKR vores første VM-medalje (så vidt jeg ved). Denne dag var klart den varmeste med over 30 grader - i skyggen, som der ikke var meget af midt på dagen. Heldigvis var temperaturen faldet en smule, da vi skulle afsted efter kl. 16, men det blev godt nok en hård omgang med rigtig mange højdemeter og næsten ingen vind. Mange måtte opgive undervejs og udgå, men jeg gennemførte og kunne se mange af de løbere, som normalt spurter udenom gå helt ned i tempo og lide i varmen. |
Bronzemedaljen løbes i mål |
Tour-løbet var lavet som en slags en-mands-stafet, hvor vi startede 12 ad gangen. Det viste sig, at der ikke var gaflinger, men sløjfer ud fra en stjernepost, som vi passerede 3 gange. Men terrænet skabte lynhurtig spredning, fordi der var så mange vejvalgsmuligheder til post 1. De unge tog lige på - op og ned ad bakkerne - pyha. Jeg valgte at gå sydom og op igennem en slugt til post 1, så var der kun 1 stigning. Desværre læste jeg forkert på kurverne og troede posten lå oppe på en højderyg - den lå i en slugt mellem 2 høje. Den sved, da alle ekstra højdemeter kostede mange kræfter - og jeg var sat allerede på post 1, der var fælles for alle på banen. Heldigvis var jeg i første startgruppe, så senere kom der andre op fra de efterfølgende startgrupper. Så skulle jeg på mit første besøg til stjerneposten og valgte at gå op over kanten af bakken, men det var et dårligt valg pga højdemeterne og det tætte, lave lyng/blåbær-krat. Fra stjerneposten havde vi først en lang sløjfe nordpå med 10 poster, hvor det heldigvis i længere stræk var muligt at løbe i skygge !
Her blev jeg overhalet af Kent, som dog ikke bare susede forbi (som han plejer), men også var nede i gå-tempo.
Den anden sløjfe var betydelig kortere - kun 3 poster - men en stejl opstigning til post 16. Denne gang gik jeg venstre om til stjerneposten og det var meget hurtigere. Herfra var der så 6 poster hjemad - det var ren overlevelse, men heldigvis uden bom.
101 minutter om 5,8 kilometer - mere end det dobbelte af vindertiden (Thor Nørskov) - siger alt om, hvor meget jeg led undervejs. Bommene kostede max. 5-10 minutter.
Men et spændende løbsområde, som jeg gerne vil prøve i et mere humant vejr.
En spændende uge var slut og vi kunne trille hjemad - godt forbrændte og med gode oplevelser i bagagen, både som tilskuer til JWOC-triumferne, som løber i JWOC-tour og som deltager i en fantastisk klubtur - det kan varmt anbefales.
Med o-hilsen
Mogens
Resultater fra JWOC tour: www.jwoc2010.dk
Billeder fra JWOC-Touren: okr.tripax.eu og picasaweb.google.dk/ok.roskilde.