Ovenpå endnu et vellykket Spring Cup-arrangement drog over 60 glade Roskilde-løbere på en velfortjent påskeferie i det jyske, hvor der bare skulle nydes. Kolding OK og OK Gorm var værter for et flot stævne i Frederikshåb Plantage. Her var høje klitter, tæt plantage, snedige huller, våde moser, gode kort, en velassorteret kiosk, engageret speakning og både et dedikeret ungdomstelt og mulighed for at prøve biatlon (orientering og skydning) på stævnepladsen. Indlogeringen var lagt i gode hænder hos Ane Vejrskov, der havde fundet en god spejderhytte i et dejligt område ved Gårslev. Hanne Pedersen havde igen lagt kostplan for alle og købt stort ind i den lokale Brugs. Mens KOK og Gorm sørgede for god orientering, så skal Ane og Hanne have æren for god forplejning.
Janne Brunstedt havde fået pudset Påskepokalen, så den var klar til at blive overrakt på ny. Det var lagt i formandens kompetente hænder at finde værdige modtager hver aften. Arne Heydorn og Joan Lindholdt delte pokalen efter 1. etape. Arne var taget med på klubtur efter 10-15 års pause, mens Joan havde en meget fornem orienteringsdebut til Påskeløbet. Birthe Nielsen fik pokalen efter 2. etape. Hun er en trofast deltager ved Påskeløbene og var i år for første gang i 10 år med i jagtstarten! Efter 3. etape blev pokalen under stort bifald tildelt Signe Østberg, der efter en lang orienteringspause, er tilbage og i god form. Hun blev samlet nummer 3 i D14B efter placeringer som 2/3/3. Formanden understregede, at han håbede, at hun ville fortsætte de gode takter og deltage i ungdomstræningen igen.
Der var mange fine sportslige resultater og ikke mindst mange indbyrdes kampe, som der blev kæmpet indædt for at vinde. Der var mænd, der måtte punge ud til deres søn, fordi sønnen viste sig væsentlig mere kampdygtig end faderen. Der var mænd, der til sidst måtte løbe sig helt ud og krydse næsten bundløse moser, for at komme før i mål end deres koner. Der var ingen, der sparede sig, og alle fortjener at blive nævnt og fremhævet. Af pladsmæssige årsager vil jeg dog koncentrere mig om løbere i top 10.
Suverænt bedste sportslige resultat stod Inge Jørgensen for. Hun vandt alle tre etaper i D65 og øgede endda sejrsmarginen på den sidste dag.
Traditionen tro gjorde Janne Brunstedt det atter godt med en samlet 2. plads i H60. Første dag blev han kun nummer 10, men fik løbet sig grundigt op med placeringer som 1 og 2 på de to sidste etaper.
Morten Jensen løb H45AK og viste at erfaring tæller. Hans resultater blev bedre og bedre i takt med at sværhedsgraden på banerne blev øget. Han blev bedste dansker med en samlet placering som nummer 3 efter etapeplaceringer som 9/5/3.
Melissa Ulsøe viste storform og satte sig i respekt i D14, som næstbedste danske løber og en samlet placering som nummer 4. Placeringer som nummer 5/6/5 de enkelte dage i et felt med 30 piger lover godt for forårssæsonen.
Grundet småskader måtte Isabella Sihm løbe D16AK og fik her en samlet 4. plads. De enkelte dage blev det til placeringer som 3/3/4. Vi håber, at hun har løbet sig i form igen.
Rasmus Mørup gjorde det fornemt i H12B, hvor det også blev til en samlet placering som nummer 4. Os, der observerede Rasmus i felten, kunne se, at han er hurtigere end sin skygge… Placeringer som 5/5/8 viser, at han er godt på vej.
I H12 er Alexander Ulsøe en meget stærk løber. Over 30 drenge kæmpede indædt og Alexander fik en flot samlet 5. plads efter placeringer som 11/7/6.
I D16 er konkurrencen ikke for småpiger, men alligevel fik Amalie Tripax en samlet placering som nummer 7. Resultaterne de enkelte dage var 10/6/10.
En anden meget erfaren herre, der slog til i det jyske var Steen Baunehøj. Han løb i H55AK med solide placeringer som 8/9/10 og blev en samlet nummer 7.
Selvom det var debut på mellemsvær bane, så klarede Mads M. Frich sig fornemt i H14 med en samlet placering som 8. Det blev til placering som 13/8/12 de enkelte dage blandt de 30 knægte.
Astrid Østberg var i gang hver eneste dag på D10B og klarede sig fornemt med en samlet 9. plads. De enkelte dage var placeringerne 13/10/11 i et felt med næsten 30 piger.
Hans Dabelsteen åndede Steen i nakken og havde især den sidste dag et fantastisk løb. Det blev til etapeplaceringer som 14/13/6 og en samlet placering som 9.
I D45B var der langt over 50 deltagere og ikke mindre end 4 OKR-løbere. Hanne Møller Jensen gjorde det forrygende med placeringer som 10/5/25 og en samlet placering som nummer 10.
I konge-klassen H21 stillede OKR med hele 5 deltagere - og det må vist være rekord. Feltet var på 50. De unge mænd løb omkring 12-13 km hver dag og konkurrencen var hård. Kim Baunehøj Pedersen var den bedst løbende af OKR's deltagere på alle etaperne. OK Pans Rene Rokkjær vandt klassen.
Tilsvarende skal det nævnes, at Sofie Sørensen var tilbage på D21 og klarede sig fint med en samlet 15. plads i en meget stærk besat klasse, der blev vundet af Konneruds Marianne Andersen.
Endelig skal der lyde en varm tak til alle for at bidrage til hyggeligt samvær, sjov og spændende diskussioner. OKR's Påsketur er fortsat et højdepunkt på orienteringskalenderen! Til næste år venter Hald Ege, Dollerup Bakker/Stanghede og Ulbjerg den 21.-23. april 2011. Vi ses!
Trine Midtgaard.