Torsdag den 9. september var OKR arrangør af SMUK kvindeløbet for 2. gang. Det blev i sandhed en smuk aften. Løbet blev afviklet med start fra Vikingeskibsmuséet, og de 5 km foregik med fjordudsigt ud over terrænet ved Sct. Hans. Alt forløb som planlagt, poser blev langet over disken i raskt tempo, starten skudt i gang kl. 18.00 præcis, ruten fungerede, ingen kø i målområdet, kun lidt kø ved toiletterne (det var vel kvinder…..), og løberne vendte tilbage med smil på læben.
Løbet blev vundet af Trine Okkels fra Atletikklubben Hellas i tiden 19:05. Trine Okkels har opnået andre flotte resultater i år: bedste danske kvinde på 800 m i klassen 40+, hvilket er klubrekord i Hellas. Ved SMUK løbet i 2009 fik Trine Okkels en placering som nr. 2 i tiden 19:10. OKR´s hurtigt løbende kvinder var blandt andet repræsenteret ved Alice Bertelsen, der nåede mål i tiden 22:25, hvilket rakte til en 3.plads i klassen 50-59, mens Melissa Ulsøe Jessen fik flot 4. plads i klassen 0-14 med tiden 23:23. Trods truende, mørke skyer i løbet af eftermiddagen holdt vejrguderne hånden over os alle, kvinderne nåede i mål og stævnepladsen blev pakket sammen i tørvejr. Zumba opvarmingen gjorde sit til at bringe humøret i top. Akkompagneret af insisterende latinamerikanske rytmer sørgede instruktøren fra Life Club for varme lemmer inden start. |
Vinderen Trine Okkels |
Tro det eller ej, kvinderne mødte op til endnu en omgang zumba efter at have løbet! Gratis massage i Noblesse-teltet var også et tilbud, der blev sat pris på.
I poserne ventede blandt andet en lækker, rød løbetrøje fra Adidas og et gavekort til skokøb i Løberen, måske en starthjælp til efterårets træning?
Speakningen blev klaret flot af Mathilde Boesen. Hun gav løberne opmuntrende ord med på vejen, blandet med praktiske informationer og passende omtale af sponsorer og OKR. De hurtigste løbere blev pacet frem af Andreas Boesen, Kim Pedersen og Kent Pihl på cykel i front. Anders Laage Kragh lukkede af efter sidste løber i et mere roligt tempo cyklende på en stor, rød rickshaw!
Mange andre har også bidraget til en velorganiseret afvikling af løbet. Et stort forarbejde har hvilet på stævneledelsen: Claus Rasmussen og Trine Midtgaard. Claus har varetaget samarbejdet med sponsorerne (og er for øvrigt gammel løbemakker med Trine Okkels…..), mens Trine hvervede hjælpere.
Endelig var Søren fra Ålborg OK til uvurderlig hjælp, han uploadede resultaterne kl. 19.30 torsdag aften lige inden han kørte de 4 timer hjem til Ålborg!
Link til stemningsfotos
Hanne Møller Jensen
Starten er gået.