Logo Efterår

Klub / Aktiviteter















OK Roskilde markerer sig (igen) ved Aarhus Coastzone Challenge.

Efter et par års pause fra dette efterhånden traditionsrige adventurerace, hvor klubbens unge hanløver tidligere har opnået podiepladser, var det på tide med et comeback. Med et hold bestående af Kristian Husgard og Tobias Frich (undertegnede) samt det jyske watt-monster Thomas Winther og under det forpligtende navn ”Roskilde Eliteteam - Powerhouse edition” var der virkelig lagt i kakkelovnen til noget stort.

Løbet er opbygget som et stjerneløb, hvor man skal nå at samle så mange point som muligt sammen på 6 timer ved at gennemføre forskellige aktiviteter. Aktiviteterne giver point alt efter hvor udfordrende/tidskrævende/hårde de er, og man kan ikke nå dem alle. Vi havde inden løbet en målsætning om top 5, så taktikken var at vælge de ting, der gav flest point ift. forventet tidsforbrug, men som typisk også var dem der kostede flest kræfter.

Alle hold startede med obligatorisk trailløb, for at få spredning på feltet, og herefter var der ellers frit valg på alle hylder (på nær nogle få andre obligatoriske aktiviteter). På startstregen kunne vi se at Per Jessen stillede op med hans hold ”Salomon Trail Tour”, så vi blev lige mindet om, at man ikke kom sovende til topplaceringerne. Pers hold lagde sig hurtigt i front, med os på en tredjeplads, i mens vi fulgte den indtegnede rute på kortet. Til vores held, besluttede Pers hold sig for at løbe forkert, og holdet på andenpladsen besluttede sig for at følge efter - det er nu dejligt at være god til at finde vej. Vi lå nu i front, og formåede at holde føringen hjem på trailløbet inden vi skulle ud på selve stjerneløbet.

     
Christian og Thomas på vej ind i skiftezonen
 

I briefingen inden løbet, var vi blevet informeret om at der ville være nogle få spurt-præmier undervejs, til dem der klarede sig særlig godt på nogle tre udvalgte aktiviteter. En af disse var Kickbikes (en forhindringsbane, der skulle gennemføre på en hybrid mellem et løbehjul og en mountainbike), så vi tog den tidligt på ruten, mens vi stadig havde friske ben. Det skulle senere vise sig at være en særdeles fornuftig beslutning. Den anden aktivitet med spurtpræmie var ”Petzl Night Champs”, hvor man iført én pandelampe per hold, skulle rende rundt i en mørklagt krybekælder og løse Soduko - her klarede vi os mindre godt. Den tredje spurtpræmie blev uddelt i aktiviteten ”Dans”, hvor man efter lidt støvledans, skulle lære at danse jumpstyle og derefter freestyle. Det var ikke kønt at se os danse rundt med stive ben og uden den mindste rytme i kroppen, men vi fik klaret posten med højt humør. De to instruktører grinede i hvert fald ret meget over vores manglende danseevner.


I front fa start under trailløbet

Ud over de tre muligheder for spurtpræmier, var der også tre indlagte obligatoriske aktiviteter; o-løb, cykel-o og kajak. Igen var der mulighed for at bruge vores vejviserevner, selvom sværhedsgraden lå et sted mellem let og mellemsvær.

Herudover kom vi igennem et væld af forskellige små-aktiviteter, som viste sig at være meget forskellige. Første aktivitet var ildslugning, noget som Kristian og jeg havde prøvet før, og som vi kom smertefrit igennem. Derudover var der ”Selvbærende bro”, hvor man ved hjælp af 8 pinde skulle bygge en, ja gæt selv, selvbærende bro. Vi prøvede ”Kran”, hvor vi kun ved hjælp af træ og snor, skulle hejse en spand vand op og over en anden snor, der hang i tre meters højde. Vi fik prøvet alt fra puslespil og ”Blackjack” til styrketræning og stafetløb på en 400-meter bane. Og så var der alligevel lige enkelt aktivitet, der skilte sig lidt ud. Den lå gemt bag det kryptiske navn ”På grænsen - tør du?” og gav frygtelig mange point ift. forventet tidsforbrug, så det blev vi jo nødt til at prøve. Da vi kom ud til posten, stod en official med et stort smil, og fortalte os at vi lignede tre gutter der manglede proteiner. Det kunne vi jo ikke argumentere imod, så vi tog pænt imod den proteinholdige snack han havde til os. Det var en 3 cm lang, hvid og meget levende lille orm som skulle spises før posten var klaret. Det gjorde vi naturligvis.

     
Der løses Soduko i mørket
 

Der var løbende mulighed for at se stillingen i top 5 af de 69 tilmeldte hold, og vi havde flere gange i løbet af dagen set vores hold på skærmen. Vi var derfor meget spændte på, om vores indsats havde rakt til en podieplacering eller ej. Det lykkedes desværre lige akkurat ikke. Vi fik en 4. plads med 502 point, imens tredjepladsen opnåede 509 point - ret surt at vi ikke lige fik de sidste 7 point.

Til gengæld blev vi positivt overraskede, da de oplæste vinderne af de tre spurtpræmier. Vores hold havde været hurtigst på Kickbikes, så vi vandt et gavekort på en halv times gokart for 10 personer - fedt! Og så havde vi sørme også vundet dansekonkurrencen! Endelig havde de mange timer på diverse Crazy Daisy'er igennem vores ungdom båret frugt, så vi endte alligevel med at tage ret stolte fra et særdeles velorganiseret og sjovt adventurerace.

…og for resten, så endte Pers hold selvfølgelig med at vinde det hele (igen).

Se resultaterne på Aahus CoastZone Challenge

Roskilde Eliteteam - Powerhouse edition
Thomas Winther, Kristian Husgard og Tobias Frich


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk     1. november 2013